Nogle banker sagde nej til modernisering af stalde

Jysk Landbrugsrådgivning er glad for mange ansøgninger til staldmoderniseringspulje, men har også oplevet, at bankerne er mere forsigtige med at finansiere projekter.

Jysk Landbrugsrådgivning har på vegne af landmænd indsendt ansøgninger om 39 mio. kroner i tilskud  til NaturErhvervstyrelsens kvægstaldsmoderniseringsordning, oplyser driftsøkonom Maria Eugster Klug fra Jysk Landbrugsrådgivning.

Der er søgt til nye bygninger, tilbygninger og renovering.  Den største ansøgning blev på 2,9 mio. kr. - svarende til en investering på 14,7 mio. kr. - fortæller hun.

Trods glæden over de mange projekter, så måtte flere ansøgninger droppes i sidste øjeblik, fordi bankerne fortrød.

”De var faktisk grydeklare, det eneste der manglede var finansieringserklæringen. De havde fået at vide fra bankrådgiveren, at man sandsynligvis ville få finansieringserklæringen inden ansøgningsfristen, men banken bakkede så ud lige inden fristen udløb,” siger Maria Eugster Klug.

”Jeg oplever, at bankerne er mere tøvende,” siger hun.

Ved et tilfælde meldte banken tilbage, at projektet skulle vente til næste runde, så der var tid til at få tingene arbejdet godt igennem. Der var tale om udvidelse af en kvægbedrift ved at ombygge en bestående foderlade. Miljøgodkendelsen var på plads.

I det andet tilfælde roste banken projektet, der var en tilbygning med godt 200 kopladser og plansiloer.  Der var lige kommet miljøgodkendelse. Men banken – der var en mindre bank – måtte af anden grund melde hus forbi. Maria Eugster Klug fik indtrykket, at banken ikke havde flere midler til landbrugsfinansiering.

Generelt har de mindre banker ellers været nemmere at få med på ansøgningerne, der som noget nyt krævede finansieringstilsagn.

”Det er min oplevelse, at det har været tungere at få tilsagn fra de større banker end fra de mindre banker. Jeg tror det har noget at gøre med tungere procedurer,” siger hun.

Selvom der ikke er penge til alle projekter – der er ansøgt for tre gange så meget, som der er midler i puljen – så tror Maria Eugster Klug, at nogle af projekterne alligevel vil blive til noget.

”Sådan et tilskud er jo en rigtig god hjælp til, at det bliver finansieret, det er klart. Men der er også dem, der har en økonomi, så de kan finansiere det alligevel,” siger hun.

Faktaboks

NaturErhverv afgør i de kommende måneder, hvem af de 581 ansøgere i hele landet, der kommer til at modtage 40 pct. i tilskud til de mange moderniseringer af kvægstalde, der er ansøgt om.

Hovedparten af ansøgerne under Jysk Landbrugsrådgivning havde grydeklare projekter og nåede at få alle nødvendige tilladelser i hus. De vil komme først frem i køen.

Ny runde – også for svinestalde

Der bliver mulighed for at søge tilskud til modernisering af kvægstalde igen engang i 2016.  Der bliver ligeledes en ordning til modernisering af svinestalde.  Rådgiverne håber, at betingelser og vejledning fra NaturErhverv vil ligge klar i god tid, så det er muligt at forberede projekterne. Det har nemlig ikke rigtigt være tilfældet i denne ansøgningsrunde.  

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle