Nu udmåles erstatningen: Lodsejere i Egedal fik nervepirrende besøg af overtaksationskommission

Overtaksationskommissionen besigtigede i dag arealer i Egedal Kommune, hvor syv lodsejere er pålagt sprøjteforbud ved Bjellekær Kildeplads.

Syv lodsejere i Egedal Kommune i Nordsjælland rykkede i dag et stort skridt nærmere en afklaring af, hvor stor en erstatning de kan forvente, for ikke mere at måtte bruge sprøjtemidler i et område ved Bjellekær Kildeplads.

Efter mange måneders forsinkelse var Overtaksationskommissonen i dag klokken 13 på besigtigelse af arealerne.

Et talstærkt opbud af kommissionsmedlemmer, advokater, repræsentanter for Egedal Kommune, Landbrug & Fødevarer, Nordsjællands Landboforening, landbrugskonsulenter og medarbejdere i HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) m.fl. ledsagede kommissionens medlemmer i de bølgende, men sørgeligt ukrudtsplagede kornmarker.

Forhandling onsdag

I morgen, onsdag, fortsætter processen med forhandling og partsindlæg i de syv sager. Klokken 14.00 voterer Kommissionen.

Det oplyser chefjurist Charlotte Lynæs, Landbrug & Fødevarer.

"Der har de sidste uger været kæmpet intenst, fra hus til hus", siger Charlotte Lynæs.

Partsindlæggene onsdag foregår fra kl. 9-14 i Smørum Idrætscenter.

Klokken 14 indleder Kommissionen sin votering i alle omfattede sager.

Faktaboks

Sagen kort

  • De oprindeligt ni lodsejere i Egedal Kommune fik i juni 2016 at vide, at de fra 2017 ikke måtte sprøjte deres marker, da Egedal Kommune havde funder rester af pesticider i grundvandet. Arealerne indgår i et boringsnært beskyttelsesområde ved Bjellekær Kildeplads.
  • L&F indbragte samme år sagen sprøjteforbuddet for Miljø- og Fødevareklagenævnet, som imidlertid stadfæstede sprøjteforbuddet i 2017.
  • Det fik L&F til at gå rettens vej i 2018. 
  • I marts 2020 besluttede L&F at droppe retssagen, da pesticidaftalen fra januar 2019, indgået af et bredt flertal i Folketinget, i mellemtiden havde trukket tæppet væk under grundlaget for retssagen.
  • Erstatning udestår. Tilbage står fortsat spørgsmålet om den erstatning, som lodsejerne i Egedal Kommune har krav på. 
  • Taksationskommissionen har tidligere i sagen fulgt kommunens indstilling og udmålt en erstatning på omkring 51.000 kr. pr. hektar - meget langt fra Landbrug & Fødevarers krav på ca. 130.000 kr. pr. hektar.
  • Derfor gik Landbrug & Fødevarer videre til Overtaksationskommissionen.
  • I mellemtiden har Overtaksationskommissionens afgørelse i en anden, lignende sag, Beder-sagen fra Aarhus, fornylig givet håb om en betydeligt højere erstatning.
  • Her fastslog Overtaksationskommissionen, at erstatningen for forbud mod konventionel drift er 110.000 kroner pr. hektar. Aarhus Kommune havde tilbudt 60.000 kroner pr. hektar.
  • To mindre ejendomme, som efter Overtaksationskommissionens opfattelse har præg af hobbybrug, blev dog tildelt en markant lavere erstatning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle