Ny app fra Seges skal hjælpe med sikker kemihåndtering i landbruget

Appen CRiskA skal hjælpe ledere og ansatte i landbruget til at overholde lovgivningen og forebygge ulykker, når der arbejdes med kemi på bedriften. 

Seges har udviklet en ny app, der skal gøre det nemmere at holde styr på kemirummet.

Appen hedder CRiskA, hvilket er en forkortelse af Chemical Risk Assesment, der betyder kemisk risikovurdering - en vurdering af, om den farlige kemi udgør en risiko for de ansattes sikkerhed og sundhed.

Det er nemlig lovpligtigt at foretage en kemisk risikovurdering for virksomheder, hvor der arbejdes med faremærket kemi, såsom i landbruget.

Appen bruges ved, at man scanner stregkoden på kemiproduktets label, hvorefter man får at vide, hvilke værnemidler, der skal anvendes til håndteringen. 

- Appen indeholder adgang til sikkerhedsdatabladene for hvert enkelt middel, så hvis uheldet er ude, er det let og hurtigt at finde ud af, hvordan situationen skal håndteres, skriver Seges i en pressemeddelelse.

I appen kan man også beskrive, hvilke retningslinjer man har på arbejdspladsen i forbindelse med forskellige potentielt farlige situationer. 

Appen er netop blevet mulig at downloade i denne uge. CRiskA er en betalingsapp og kræver et abonnement, men Seges giver lige nu mulighed for at man kan prøve appen gratis i en måned.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle