Ny Danæg-formand: Nu trækker vi en streg i sandet

Ny Danæg-formand ser fremad og vil arbejde hårdt på at få alle med.

Ole Bruhn, der har siddet i Danæg ambas bestyrelse siden 2014, blev tirsdag eftermiddag valgt som ny formand for Danæg og nu er opgaven, ifølge formanden, at trække en streg i sandet.

- Nu kigger vi fremad, siger Ole Bruhn til landbrugsavisen.dk, da vi får fat i ham på telefonen og spørger ind til stemningen på den ekstraordinære generalforsamling. 

Han vil ikke umiddelbart sige, at han havde regnet med at gå derfra med formandskasketten på. 

- Nej, det ved jeg ikke. Det kan man jo aldrig regne med i et demokrati, siger han.

Hvordan var stemningen på generalforsamlingen, var alle glade?

-  Det ved jeg ikke, om jeg vil sige, nu tager jeg opgaven på mig. Jeg har helt ærligt ikke nået at tænke de store tanker endnu. Nu skal vi lige lande på benene, siger han. 

Jeg tænker særligt på de 15 andelshavere, som har haft udtrykt kritik?

- Ja, det ved jeg nu ikke, om jeg vil sige, men jeg vil selvfølgelig arbejde på at påvirke deres glæde. Men det er svært, når man står med en svær produktion som nu. Nerverne er lidt uden på tøjet, siger Ole Bruhn, der selv har en skrabeæg-produktion med 80.000 høner ved Vejle. 

Ser fremad

Ole Bruhn understreger, at det nu gælder om at finde en linje og se fremad.

- Jeg har ikke noget bakgear og mit bakspejl virker heller ikke. Nu trækker vi en streg i sandet og ser fremad. Det er klart, at der er nogle ting vi skal forholde os til og vi skal gerne have alle med. Det er i hvert fald min indgangsvinkel og jo også tanken i et andelsselskab. Det er mit inderligste håb, at vi får det, siger han.

Han afviser, at kommentere på et internt brev, som Agriwatch er kommet i besiddelse af, hvor det fremgår, at der pt. er underskud i Danæg som følge af, at noteringsstigninger på æggene til andelshaverne, er højere, end hvad indtjeningen kan hjembringe.

- Det vil jeg ikke kommentere på. Jeg kan ikke påvirke priserne, men jeg kan sige, at vi arbejder hårdt på at få sat skik på det her.

Danægs andelshavere, er ligesom samtlige produktionsgrene i landbruget, presset af dårlige bytteforhold, stigende priser på emballage og transport og stigende omkostninger til foder og noteringer, der ikke kan følge med omkostningerne.

Den ekstraordinære generalforsamling kom efter den tidligere formand i slutningen af maj trak sig i utide efter 10 år på formandsposten. På daværende tidspunkt lød forklaringen på "personlige årsager". 

Efterfølgende kom det frem, at der lå intern uro bag formandsstoppet.

Danæg Amba ejer i dag  50 procent af Danæg Holding A/S. De resterende 50 procent er siden 2013 ejet af DLG.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle