Ny Hardi-bom lever op til større krav

Efter tre års udvikling er Hardi inden længe klar med den nye Delta Force-bom, som giver landmanden ny fleksibilitet.

På SIMA- messen i Paris vil Hardi lancere den nye Delta Force-bom. Udviklingen af nyheden har taget tre år.

Nyheden er ifølge Hardi bred i marken men smal under vejtransport. Bommen kommer i bredder på 32, 33 og 36 meter, men producentens nye »StackFold«-design betyder, at den kun er 2,55 meter bred, når den kører på landevejen. På marken kan den foldes delvist ud, når man vil sprøjte i reduceret bredde.

»Nu kan vi tilfredsstille ønskerne fra de mange landmænd, som gerne vil anvende flere forskellige afstande mellem deres sprøjtespor, eksempelvis 15, 27 eller 36 meter i første omgang, og flere folde-varianter lanceres i løbet af 2015. Med de forskellige muligheder for foldninger kan den køre i flere forskellige marksystemer. Og den smalle transportbredde betyder, at den nemt kører på smalle veje eller kommer ind på trange gårdspladser. StackFold betyder, at den ligesom foldes og stakkes op på skrå,« siger Peter Henrik Dahl, Hardi.

Delta Force er en helt ny bomserie, som lever op til stigende krav om fleksibilitet, hastighed og stor robusthed.

»Justeringsmulighederne på centerparten gør, at bommen kan indstilles til jævnt eller ujævnt terræn samt tilpasses sprøjtehastigheden - fem indstillinger i alt. Bommen har »negativ tilt« som er nyttig, når man kører over en højderyg , især i kombination med AutoHeight,« siger Peter Henrik Dahl, der særligt fremhæver et nyt hydraulisk yaw dæmpningssystem.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle