Ny minister bryder med Esben Lundes princip: Vil gerne modtage underskrifter

Den nye miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen, tager modsat sin forgænger gerne imod underskriftsindsamlinger. Jeg skylder at lytte, siger han.

I badende solskin på Christiansborgs trappe kunne offentligheden onsdag eftermiddag overvære et lille kursskifte på miljøområdet.

Miljø- og fødevareministeren tog nemlig imod en underskriftsindsamling fra Verdens Skove, der handler om at få stoppet det vildsvinehegn, som er ved at blive vedtaget i Folketinget.

Det skriver Altinget via Ritzau.

Den nye minister, Jakob Ellemann-Jensen (V), bryder således med Esben Lunde Larsens (V) princip om ikke at modtage underskriftsindsamlinger.

”Det er simpelthen, fordi jeg vil. Jeg vil simpelthen,” lød det med et stort smil på læben fra Jakob Ellemann-Jensen.

Referencen til sin forgænger var da heller ikke til at tage fejl af:

I vinteren 2017 vakte det opsigt, da Esben Lunde Larsen på et samråd proklamerede, at han af princip ikke ville modtage underskriftsindsamlinger.

”Når jeg som minister ikke modtager underskriftsindsamlinger, så er det simpelthen fordi, jeg ikke vil. Jeg vil simpelthen ikke,” sagde Esben Lunde Larsen og uddybede:

”Jeg vil ikke af den enkle grund, at skal man så modtage underskriftsindsamlinger, når der samlet 10 underskrifter eller når der er samlet 10.000 ind. Hvem skal man sige ja eller nej til?”

Når Jakob Ellemann-Jensen siger ja til at modtage underskriftsindsamlinger handler det om, at en underskriftsindsamling er et udtryk for at folk engagere sig demokratisk.

”Og i min optik skal jeg som en af demokratiets repræsentanter også lytte til det. Jeg behøver ikke være enig eller rette mig efter det, men jeg synes, at jeg skylder at lytte til mennesker, der kaster kræfter i demokratiet,” siger Jakob Ellemann-Jensen til Altinget.

Den nye minister modtog 3099 underskrifter, som handler om at få stoppet det 70 kilometer lange vildsvinehegn, som er ved at blive vedtaget i Folketinget. Hegnet skal opstilles ved grænsen til Tyskland for at forhindre vildsvin – og dermed afrikansk svinepest – i at komme til Danmark.

Verdens Skove er bekymrede, fordi hegnet forhindrer andet dyreliv i at vandre overgrænset.

Organisationen peger også på, at vildsvinet er en vigtig art for den danske natur, og desuden mener man, at hegnet er en dårlig løsning til at dæmme op for afrikansk svinepest.

Jakob Ellemann-Jensen tog pænt imod konvolutten med underskrifterne, men man skal ikke forvente, at planerne om et vildsvinehegn nu bliver lagt i graven, lød det:

"Det kommer ikke til at have nogen indflydelse på, om vi laver hegnet eller ej. Men derfor skal man ikke lade sig demotivere. Man skal ikke stoppe sin indsats for det, man tror på,” siger han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle