Ny næstformand i VKST: - Vi skal tage ja-hatten på

Sara Wilken Jul Sørensen fra Nakskov er ny næstformand i landboforeningen VKST. - Vi skal være positive og se mulighederne, siger hun.

- Vi skal tage ja-hatten og arbejdshandskerne på i erhvervet, være positive og se de muligheder, der dukker op!

Sådan lyder det fra Sara Wilken Jul Sørensen, der er nyvalgt næstformand for landboforeningen VKST efter konstitueringen i kølvandet af generalforsamlingerne i VKST Syd og Nord.

Sara Wilken Jul Sørensen afløser tidligere næstformand John Nielsen og blev valgt som formandskandidat for syd uden modkandidater.

Den 40-årige landmand og planteavler fra Nakskov er uddannet folkeskolelærer og landmand fra Dalum Landbrugsskole, og hun er allerede et rutineret kort i landbrugets organisationer:

Hun var i forvejen medlem af VKST-bestyrelsen og har gennem et års tid været kørt i stilling til at afløse den mangeårige næstformand John Nielsen i VKST-formandskabet.

Desuden er hun medlem af Landbrug & Fødevarers sektorbestyrelse for Økonomi og Virksomhedsledelse og dermed af Landbrug & Fødevarers Hovedbestyrelse. Dertil kommer et uspecificeret antal udvalgsposter.

Det sidste års tid har hun forberedt sit landbrug og sin familie på det øgede arbejdspres uden for bedriften .

- Jeg skal jo have min base og mit landbrug til at fungere og det er klart, at posten som næstformand i VKST kommer til at lægge beslag på en del tid. Men vi har gode folk i marken og jeg kan også trække på min husbond, som har sit eget landbrug, siger Sara Wilken Jul Sørensen.

- Jeg synes jo, det er spændende at kunne være med til at hjælpe erhvervet frem og være med til se fremtidens muligheder.

Tung dagsorden

Sara Wilken Jul Sørensen bliver næstformand i en hektisk tid med tunge emner på dagsordnen.

- Her og nu er det klart,  at det er Den grønne Trepart, CO2-afgifterne og vandplanerne, der vejer mest, men der er mange andre ting, vi også skal forholde os til: Hvad vi skal i fremtiden, hvad vores muligheder er, hvordan vi forener land og by,  hvordan vi kan være her og være accepteret, - samtidig med, at vi udvikler os, siger Sara Wilken Jul Sørensen.

Sara Wilken Jul Sørensen driver et landbrug, Asserstrup, ved Nakskov. Landbruget, som hun har overtaget efter sine forældre, er på 300 hektar, der dyrkes med raps, hvede, byg, græsfrø og sukkerroer.

Ægtefællen Kristian har sin egen bedrift, og parret har tre børn.

Konstruktionen har tidligere, fortalte Sara Wilken Jul Sørensen for et år siden til LandbrugsAvisen,  fået nogle til at 'spørge efter manden', når de ringer, ligesom hun ved landmandsmøder har oplevet, at stolen ved siden af hende forblev tom, fordi de mandlige landmandskolleger ikke havde tiltro til, at det kunne give en god kollegial landmandssnak at sætte sig på stolen ved siden af Sara.

Det har ændret sig siden, synes hun.

- Jeg synes, det går bedre. Folk er ved at acceptere, at jeg sagtens kan byde ind med noget. Jeg synes, der er taget godt imod mig i VKST.

Torben Hansen er fortsat formand for VKST.

 

 

 

 

 

Faktaboks

Kort om Sara Wilken Jul Sørensen

  • Planteavler på Assestrup ved Nakskov.
  • 300 hektar med raps, hvede, byg, græsfrø og sukkerroer.
  • Næstformand i VKST, medlem af sektorbestyrelsen for Økonomi og Virksomhedsledelse, medlem af L&Fs hovedbestyrelse, diverse udvalgsposter.
  • 40 år, gift med Kristian, tre børn. Parret driver hver sin bedrift.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle