Kritiseret lovforslag om naturnationalparker er nu vedtaget af bredt flertal

Nu er lovgrundlag på plads til at etablere naturnationalparker i Danmark. Loven blev vedtaget af et bredt flertal.

Det har ført til mange og lange diskussioner, men torsdag blev et bredt flertal i Folketinget enige om en lovgivning, der etablerer rammerne for nye naturnationalparker.

Fra borgerlig side har der været en del kritik af parkerne, fordi der er lagt op til, at store græssere skal passe sig selv uden tilskudsfodring.

Konservative og Liberal Alliance har dog tilsluttet sig lovforslaget, som regeringen og støttepartierne også står bag.

"Vi står i en naturkrise, hvor tusindvis af dyre- og plantearter er i fare for at uddø. De kommende naturnationalparker skal være med til at få vores natur på fode igen, men det kræver et opdateret regelsæt, som giver bedre rammer for netop natur og biodiversitet. Det får vi nu", siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

undtaget fra dyreværnslov

Diskussionen om de nye parker blev særligt ophedet, da Naturstyrelsen i vinter ikke fodrede dyr på statens arealer, som dermed sultede og i nogle tilfælde døde.

Det fik aktivister og politikere til at kritisere lovforslaget til de nye naturnationalparker, der er inspireret af rewilding, hvor store græssere ikke tilskudsfodres, men reguleres efter naturlig fødebestand.

Særligt det faktum, at den nye lov undtager naturnationalparkerne fra dyreværnsloven har fået sindene i kog.

Minister Lea Wermelin udtaler dog i forbindelse med vedtagelsen torsdag, at man ikke vil kompromis med dyrevelfærden.

Ifølge ministeren er de første to ud af op mod 15 naturnationalparker klar om et år. De første kommer til at ligge henholdsvis ved Randers og i Nordsjælland.

Faktaboks

Fakta om den nye lov:

  • Udgangspunktet for naturnationalparkerne er, at områderne skal kunne understøtte de store græssere året rundt med naturlig føde fra græs eller krat.
  • Bestanden af de udsatte dyr og dyrenes afkom skal tilses jævnligt for at sikre, at bestanden klarer sig i det naturlige miljø, hvor de er blevet udsat. Tilsynet skal også omfatte en vurdering af dyrenes huld og adfærd.
  • Det skal fremgå af forvaltningsplanerne for områderne, hvordan dyrenes velfærd sikres, herunder hvordan eventuelle syge eller tilskadekomne dyr skal opdages og håndteres, så de ikke udsættes for unødig lidelse, og hvordan der skal ske regulering af bestanden, hvis levevilkårene ændrer sig.
  • Naturstyrelsen vil desuden udarbejde en beredskabsplan for håndtering af dyrene i særligt kritiske situationer, for eksempel i tørkeperioder eller særligt kolde vintre.

Kilde: Miljøministeriet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle