Ostekoncern udskyder udvidelse af nordjysk mejeri

Første spadestik blev taget i 2019, men hvornår den 100 millioner kroner dyre udvidelse står klar er uvis.

For tre år siden lancerede den nordjyske ostekoncern Nordex Food planen om en stor udvidelse af Nørager Mejeri mellem Hobro og Aars.

Men nu letter virksomheden lidt på speederen, skriver Nordjyske Stiftstidende.

For både coronakrisen og siden krigen i Ukraine har givet udfordringer med stigende mælkepriser og varer, Nordex Food ikke kunne komme af med.

Samtidig har et hackerangreb for et år siden givet økonomiske udfordringer. 

- Projektet på Nørager Mejeri skal stadig gennemføres, men lige nu er det på standby. Vi er nødt til at tænke os om. Indtjeningen skal være på plads, inden vi investerer så mange penge, siger direktør Martin Aagaard Pedersen til Nordjyske.

Udvidelsen til 100 millioner kroner har hele tiden været planlagt til at skulle gennemføres i etaper. 

Selv om der blev taget første spadestik i slutningen af 2019, har arbejdet ventet på de nødvendige tilladelser, blandt andet gennem en ny lokalplan.

Udvidelsen skal modernisere mejeriet og give mere plads til den del, hvor mælken indvejes og behandles.

Nørager Mejeri laver salatost og fetalignende oste, der sælges i hele verden. 

/brahe

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle