På trods af tysk forspring: Dansk notering har en kæmpe fordel

Voldsomme stigninger på de globale markeder kan give den danske slagtesvinenotering overhånden mod den tyske.

Der er forår i luften for de europæiske svinenoteringer, hvor den danske har taget nogle pæne stigninger, men er blevet sat til vægs af den tyske, der onsdag steg med 53 øre for uge 13.

Dermed går den tyske notering i udbrud, nøjagtig som den gjorde samme tid sidste år. 

Men hvor tyskerne lå højere hele 2018, har vi i Danmark i år en fordel i forhold til prisstigninger.

"Hvor tyskernes afsætning er baseret på hjemmemarkedet, så afsætter vi en stor del til udlandet, hvor der virkelig er gang i den lige nu. Priserne stiger eksplosivt i USA, mens den afrikanske pest er løbet løbsk i Kina", siger analytiker Palle Jakobsen fra Agrocom.dk og tilføjer:

"Der er noget historisk i gang i Kina, hvor 20 procent af svinene er væk - om der så følger historiske priser med, ja, det må vi se. Dette er ikke en forudsigelse, men hvis vi indenfor 1,5 år ser prisrekorder for slagtesvin, vil jeg ikke være overrasket".

unormal vinter

Analytikeren forklarer, at det er normalt, at den tyske notering ligger over den danske hen over sommeren, mens den danske genvinder tabt terræn om vinteren. 

"Men sådan blev det ikke i vinter, hvor den danske lå meget lavt. Først på året forsøgte den at indhente lidt af efterslæbet til den tyske, men det lykkedes ikke, og for nu er den sat af. Men hen over forår og sommer bliver det meget interessant, hvad der kommer til at ske på det globale marked", lyder det fra analytikeren.

Især den kinesiske katastrofe, der hedder afrikansk svinepest, har allerede nu stor indflydelse på noteringen, lyder det fra Palle Jakobsen, der godt kan forestille sig, at det tabte i brexit, kan blive vundet i Kina.

"Lige nu er der meget fokus på brexit, men der kan Kina være en redningskrans. Så kan det godt være, at briterne vil køre deres komedie og ikke købe vores svinekød, men så sender vi det bare til Kina", siger han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle