Planteformand: Det haster med tilladelse til at inddrage brakmarker til foder

Skal det have nogen effekt, så er det nu, at landmænd skal have lov til at bruge græs fra brakmarker som foder i tørken, siger Torben Hansen, planteformand i Landbrug & Fødevarer. 

Skal man have lov til at bruge græs fra brakmarker til foder, så kræver det tilladelse fra EU.

I Fødevareministeriet har man spurgt ind til muligheden, da Danmark lige nu er hårdt ramt af tørke. Det var tidligere på ugen ikke muligt for ministeriet at oplyse, hvor lang tid det tager før, at den eventuelle tilladelse foreligger.

Spørger man Landbrug & Fødevarers planteformand, Torben Hansen, så haster det.

- Der er behov for den tilladelse lige nu. Klokken er mere end fem minutter i 12, for det græs som er der, det er også ved at være tørt. Skal det ikke bare blive et par visne pinde, så er det simpelthen nu, siger han.

Hos Landbrug & Fødevarer har man foreslået, at det er brakmarkerne, som er blevet inddraget i det nye EU-krav om fire procent ikke-produktive arealer, som kan bruges til at hente noget foder.

Tidligere på ugen tilkendegav flere partier, at de også er positive over for det forslag. 

- Politisk set er der opbakning til det, så jeg håber, at det snart kommer, siger Torben Hansen.

I 2018 fik landmænd lov at bruge græs fra brakmarker som foder i tørken. De ændrede regler betød i 2018, at selvom en brakmark afgræsses eller høstes til foderbrug, så kunne marken fortsat tælle som brak i forhold til det grønne krav om flere afgrødekategorier.

Emneord

Top2 , Tørke

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle