Pristjek: Bondens træ er klart billigst

Udvalgt til weekend: Det billigste juletræ kan købes for 50 kr. i Jylland. Det dyreste koster 600 kr. på Østerbro i København.

Køber du dit juletræ på landet, der hvor det bliver dyrket, så får du ikke bare et frisk og måske endda helt nyfældet træ. Du får samtidig et af landets billigste juletræer.

Det viser LandbrugsAvisens årlige tjek af prisen på juletræer landet rundt. Samtidig viser undersøgelsen, at juletræet også billigere, jo længere mod vest i Danmark, man køber træet.

Hos landmænd og juletræsproducenter sælges juletræerne, uden at en eller flere mellemhandlere skal tjene på handlen, ligesom der heller ikke skal betales for transporten fra producenten til stadepladsen

Undersøgelsen viser, at der er stor forskel på prisen, alt efter om træet købes på en stadeplads i en by eller på et gårdsalg. Den gennemsnitlige pris for en to meter høj rødgran, der er købt på en stadeplads, er 320 kr. Købes rødgranen derimod på et gårdsalg er prisen kun 175 kr. i gennemsnit.

Nøjagtig det samme billede tegner sig for Nordmannsgraner. Køber du en to meter høj Nordmannsgran på en stadeplads, koster det i gennemsnit er 336 kr. Ude hos landmanden er prisen 200 kr.

En rødgran er dermed 83 procent dyrere på en stadeplads end på et gårdsalg, og en Nordmandsgran er 68 procent dyrere.

Endnu engang er det Østerbro i København, der løber med prisen for årets dyreste juletræer, både når det gælder rødgran og Nordmannsgran. Nøjagtig som sidste år koster to meter rødgran 500 kr. mens to meter nordmannsgran koster 600 kr. på en af bydelens stadepladser.

Landets billigste rødgraner findes i Herning og Hadsund, hvor et træ på to meter koster henholdsvis 80 og 100 kr.

De billigste nordmannsgraner sælges i Brædstrup, Lunderskov, Låsby, Hadsund og Tørring. Helt unikt er prisen kun 50 kr. i Brædstrup, mens de fire andre tager 100 kr.

Til vores udsendte i Brædstrup fortalte juletræssælgeren, at prisen i år er sat ned fra sidste års 100 kr., fordi juletræerne trængte til udtynding. For de 50 kr. kan man endda også købe nordmannsgraner, der måler tre meter og derover.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle