Private kan nu låne penge til DLG

Lavere finansieringsomkostninger for DLG og attraktiv rente for investorer er en oplagt investeringsmulighed, der yderst sjældent bruges i Danmark.

DLG-koncernen – Danmarks niendestørste virksomhed målt på omsætning – har udstedt gældsbeviser for 200 mio. kr. under et nyt Commercial Paper-program. CP-programmer er velkendte i udlandet, men anvendes sjældent som finansieringskilde i Danmark.

Programmet giver DLG-koncernen mulighed for at udstede gældsbeviser med en kort løbetid på op til et år, og vil fremover supplere koncernens øvrige finansieringsalternativer. DLG har i første omgang udstedt gældsbeviser til en værdi af 200 mio. kr. med en løbetid på seks måneder, som vil blive brugt til at nedbringe bankgæld.

Den samlede ramme for Commercial Paper-programmet er 1 mia. kr.

Med en minimumsinvestering på ca. 1 mio. kr. henvender programmet sig primært til formuende private investorer, virksomheder og institutionelle investorer.

”Commercial Paper-programmet er en oplagt mulighed for investorer i det nuværende marked. Programmet giver os et attraktivt, kort finansieringsalternativ, der dels kan mindske vores renteomkostninger, og samtidig nærmest er skræddersyet til en sæsonafhængig virksomhed som DLG,”  siger Kim Balle, vicekoncerndirektør i DLG med ansvar for Corporate Finance & Treasury.

”Interessen fra investorerne for vores gældsbeviser ved denne første udstedelse har været positiv. Det vidner om, at DLG anses som et både interessant og sikkert investeringsmål i et marked præget af historisk lave renter,” slutter Kim Balle.

Hverken den pågældende udstedelse eller lanceringen af CP-programmet i sin helhed ændrer på DLG’s positive forventninger til selskabets resultat for 2015, herunder forventningerne til investeringsniveauet.

Faktaboks

Om Commercial Paper-programmet

Nominel beløbsramme: 1 mia. kr.

Gyldighedsperiode: 6. maj 2015 t.o.m. 30. juni 2016 med automatisk forlængelse i 12 mdr. herefter

Valuta: Danske kroner eller euro

Minimumsbeløb: 1 mio. kr. eller 100.000 euro

Dealere: Danske Bank, Nordea og Nykredit

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle