Professor hevet i retten for æreskrænkende udtalelser om landbrugets udledning

Tirsdag starter den såkaldte Markager-sag hvor professor Stiig Markager fra AU er blevet stævnet af Bæredygtigt Landbrug for to udtalelser om kvælstof.

Vandmiljø-professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet skal tirsdag morgen møde op i Byretten i Hillerød til lidt af en usædvanlig sag.

Tilbage i 2019 stævnede Bæredygtigt Landbrug nemlig professoren for injurier, altså æreskrænkelser, mod landbruget for udtalelser om kvælstofudledningen fra netop landbruget.

Den sag er nu efter længere tids udsættelse nået til retten. 

BL kæmpede tilbage i 2019 for at få professoren til at trække en udtalelse om, at der er en signifikant stigning i udledning af kvælstof til vandmiljøet, tilbage.

Helt konkret er Stiig Markager stævnet for i 2019 at sige: At udledningerne af kvælstof fra landbruget har "været stigende med 700 tons om året siden 2010" og "at ca. 30-40 procent af det kvælstof, som tilføres markerne, ender ude i havmiljøet".

Udtalelser som Bæredygtig Landbrug mener er både "usande" og "æreskrænkende" og tegner et overdrevet billede af landbrugets miljøbelastning, hvilket de ønsker prøvet ved retten.

Bæredygtigt Landbrug mener nemlig, at Novana-rapporten fra 2019 viser det modsatte af professorens udtalelser. Derfor udtalte BL's faglige direktør Jørgen Evald Jensen dengang om bevæggrunden for stævningen:

"Vi er i den situation at Stig Markager med hans udlægning af tallene sår tvivl om konklusionerne i de officielle Novana-rapporter, og dermed også sår stor tvivl om forskerteamet fra Aarhus Universitet, som står bag Novana", udtalte han og tilføjede:

"Derfor ser vi os desværre nødsaget til at gå rettens vej for at få trukket Stig Markagers udtalelser tilbage".

Støtte fra seks organisationer

Sagen startede med en række faglige kronikker og debatindlæg, og nu er der ifølge Ingeniøren.dk udsigt til at både kollegaer fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet skal vidne mod hinanden i retten.

Tirsdag morgen har seks organisationer udsendt en støtteerklæring til Stiig Markager. De seks organisationer er NOAH, Frie Bønder - Levende Land, Global Aktion, Dansk Vegetarisk Forening, Den Grønne Studenterbevægelse og Greenpeace, der står bag forskeren, hans udtalelser og ret til som forsker at ytre sig. 

Stiig Markager har nemlig tidligere pointeret, at stævningen var et forsøg på at skræmme forskere fra at udtale sig:

"De prøver at intimidere forskere til at lade være med at ytre sig i den offentlige debat. Det er noget, man nogle gange ser i udlandet, men jeg er ikke bekendt med, at det er sket herhjemme før", sagde professor Stiig Markager tilbage i 2019.

De seks foreninger mener, ligesom professoren, at der er forskningsmæssigt belæg for udtalelserne.

"Det er forkasteligt, at en af landbrugets store lobbyorganisationer på denne måde forsøger at lukke munden på en forsker og skræmme ham fra at deltage i den offentlige debat. Hvis vi skal i mål med en grøn omstilling af landbruget, kan det ikke nytte, at debatten domineres og dikteres af særlige interessegrupper med mange ressourcer", skriver de seks organisationer i støtteerklæringen. 

"Stiig Markager har påpeget, at man sagtens kan få det til at se ud som om, det går den rigtige vej, hvis man tager udgangspunkt i 1990 før gennemførelsen af en række vandmiljøplaner. Hvis man derimod tager udgangspunkt i 2011, hvor kvælstofudledningerne var mindst, viser det sig, at udledningerne er steget støt siden", lyder det fra Bente Hessellund Andersen, ansvarlig for NOAHs arbejde med jordbrugets klimapåvirkning.

"Med vandmiljøplanerne blev der gennemført en gradvis nedsættelse af de tilladte normer for tilførsel af kvælstof til afgrøderne, og det havde den positive effekt, at der var mindre overskydende kvælstof, der endte i vandmiljøet og naturen. De sidste 10 år er den positive udvikling vendt, og undervejs er det igen blevet tilladt at tilføre mere kvælstof til afgrøderne. I denne retssag ser vi en stor lobbyorganisation forsøge at true en forsker, der gennemhuller fortællingen om, at landbruget har stået for store reduktioner i udledningen af kvælstof".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle