Professor: Statsministeriet har selv gjort sms'er vigtige

Det er delvist Statsministeriets kommunikation med sms'er, der gør, at de skulle gemme og journalisere dem.

På pressemødet onsdag aften fortalte justitsminister Nick Hækkerup (S), at Minkkommissionen har efterspurgt sms'er i langt højere grad end ved tidligere kommissionsundersøgelser.

Og det er en del af forklaringen på, hvorfor det har taget regeringen lang tid at udrede, at sms'er er blevet slettet og ikke for nuværende kan udleves til kommissionen.

Det er korrekt, at Minkkommissionen har krævet flere sms'er end tidligere kommissioner, siger professor i forvaltningsret Frederik Waage. Men det er regeringens egen skyld.

"Man efterspørger sms'er i stor stil. Men det er jo fordi, det er den måde, Statsministeriet har kommunikeret på".

"Ser man på Instrukssagen, blev der ikke kommunikeret meget på sms og heller ikke i Skattesagen. Så dette her krav om udlevering af mange sms'er skyldes jo, at Statsministeriet i høj grad har kommunikeret via sms", siger han.

Det er tidligere i forbindelse med kommissionens arbejde kommet frem, at blandt andre departementschef i statsministeriet Barbara Bertelsen har skrevet en lang række sms'er om sagen, og at departementsråd Pelle Pape har haft dialog med embedsfolk via sms om sagen.

Loven er soleklar. Kommunikation på skrift, der har væsentlig betydning for sagsbehandling, skal journaliseres. Altså gemmes, så det senere kan fremlægges.

"Og det er lige meget, om det er per sms, på mail, over Messenger eller i et brev. Det er indholdet og kun indholdet, der tæller, når det kommer til journaliseringspligten. Den er helt teknologineutral", siger Frederik Waage.

På pressemødet onsdag - og i en længere juridisk redegørelse sendt til Folketinget - forklarer Nick Hækkerup, at sms'er selvfølgelig er journaliseringspligtige.

Men at det i praksis er meget sjældent, at de er det. Det vil i jurasprog "have undtagelsens karakter".

En udlægning, som Frederik Waage mener, er korrekt. Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde på pressemødet, at hun ikke har journaliseret sms'er, fordi hun mente, at det ikke var nødvendigt.

"I praksis er det helt sikkert undtagelsen, at sms'er bliver journaliseret, fordi man sjældent skriver noget vigtigt på sms", siger Frederik Waage.

"Men man kan ikke sige, at der er en generel undtagelse. Loven er klar. Det skal journaliseres, hvis det har karakter af noget, der skal journaliseres", siger han.

Politiets teknikere arbejder lige nu på at genskabe slettede sms'er fra blandt andre Mette Frederiksen.

/ritzau/

Emneord

minkkommissionen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle