Radikal ordfører under beskydning: Udelukker ikke advokatundersøgelse

Regeringens støttepartier er kommet under beskydning, da de ikke umiddelbart støtter en advokatundersøgelse af minksagen efter Minkkommissionens beretning. De Radikale udelukker dog ikke en advokatundersøgelse, men vil tænke over det de kommende dage, lyder det fra ordfører.

Halvanden time efter, at formand for Minkkommissionen, Michael Kistrup forlod Granskningsudvalget torsdag eftermiddag på Christiansborg for at præsentere kommissionens beretning, så trådte udvalgets medlemmer ud fra lokalet og ind foran pressen.

Og det var tydeligt, at det ikke var hyggesnak, der var foregået i lokalet. Flere medlemmer af granskningsudvalget fra blå blok samt Frie Grønne kritiserede regeringens tre støttepartier, som ikke umiddelbart bakker op om, at der ovenpå Minkkommissionens beretning bliver iværksat en advokatundersøgelse.

Uden et af støttepartierne er der ikke flertal for en advokatundersøgelse i Folketinget.

Højst skandaløst

De blå partier i Folketinget har allerede efter, at dele af konklusionerne fra Minkkommissionens beretning blev lækket, været ude at kræve, at uafhængige advokater skal gennemgå Minkkommissionens rapport for at vurdere, om statsminister Mette Frederiksen (S) har gjort sig skyldig i noget strafbart, der kan føre til en rigsretssag.

Minkkommissionen har ikke vurderet, om ministre har handlet groft uagtsomt, som det har været tilfældet med embedsmændene, påpegede Liberal Alliance medlem af Granskninsudvalget, Ole Birk Olesen, efter, at være kommet ud fra mødet i udvalget.


Liberal Alliances medlem af granskningsudvalget, Ole Birk Olesen, kalder det skandaløst, hvis ministre går fri for yderligere undersøgelser. Foto: Lasse Ege Pedersen

- Der tegner sig tilsyneladende et flertal, som siger ’ja, ja, lad os undersøge embedsmændene, men dem som har beordret embedsmændene til at udføre arbejdet, dem ønsker vi ikke at undersøge’. Det siger de røde partier, lød det fra Ole Birk Olesen, der tilføjede, at regeringens støttepartier tilsyneladende allerede i næste uge, er parat til at starte forfra, og ligge minksagen bag sig, når det ministrene.

- Det er højst skandaløst, at det er sådan Danmark, er i dag. At de embedsmænd, der udfører arbejdet skal forfølges, mens de ministre der beordrer embedsmændene til at udføre arbejdsopgaverne, de kan gå fri, lød det fra Ole Birk Olesen, der opfordrede de røde partier til at bruge de næste dage på at besinde sig.

Også Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, Nye Borgerliges Peter Seier Christensen samt Frie Grønnes, Sikandar Siddique rettede kritik af regeringens støttepartier for ikke at støtte en advokatundersøgelse.

- Jeg synes, at det er ærgerligt, at støttepartierne allerede frikender statsministeren, lød det fra Sikandar Siddique.

Fra Nye Borgerlige lød det fra Peter Seier Christensen, at partiet selv vil finansiere en advokatundersøgelse ovenpå Minkkommissionens beretning.


Frie Grønnes Sikandar Siddique kalder det ærgerligt, at regeringens støttepartier tilsyneladende allerede nu freder regeringen. Foto: Lasse Ege Pedersen

Hovedrysten fra ordfører

Mens der blev leveret kritik af de tre støttepartier for ikke at støtte en advokatundersøgelse, så blev det flere gange mødt med hovedrysten fra De Radikales politiske ordfører, Andreas Steenberg, der også er medlem af Granskningsudvalget.

Da han fik ordet lød det:

- Jeg synes sagens alvor taget i betragtning, både i forhold til minkavlerne, embedsmændene og ministrene, så er det eneste seriøse at sætte sig ned, og se de her konklusioner i gennem, sagde han, og fortalte han de næste dage, vil drøfte sagen med sine partikolleger. 

- Og jeg udelukker ikke noget i dag. Der er ikke truffet nogle konklusioner. Heller ikke om en advokatvurdering. Det vil vi træffe beslutning om de kommende dage, sagde Andreas Steenberg, der kort efter hastigt forlod presseseancen uden at svare på flere spørgsmål.

Støtter ikke

Ifølge Peder Hvelplund fra Enhedslisten er der ikke nogen dokumentation på, at statsministeren har handlet groft uagtsomt eller med forsæt, da hun 4. november 2020 krævede alle mink aflivet, selvom der ingen lovhjemmel var til at gøre det. Og derfor er der altså ikke brug for en advokatundersøgelse, som det ellers skete efter instrukskommissionen aflagde beretning i sagen mod den tidligere Venstreminister Inger Støjberg.

- Vi bruger præcis den samme målestok i den her sag med statsministeren, som vi gjorde i forhold til Inger Støjberg og andre ministre. Kan der dokumenteres forsæt, så har vi ikke længere tillid til ministeren, sagde Peder Hvelplund.

SF’s medlem af granskningsudvalget Karina Lorentzen Dehnhardt havde ikke mange ord til sagen, andet end, at hun nu vil hjem af nærlæse rapporten.


Torsdag klokken 11 blev Folketingets Granskningsudvalg præsenteret for Minkkommissionens beretning. Klokken 12:53 forlod Minkkommissionens formand Michael Kistrup udvalget, og efter yderligere cirka 1,5 time, kom granskningsuvalget ud og talte med pressen. Foto: Lasse Ege Pedersen

Lov er lov

Formand for Granskningsudvalget, Venstres Sophie Løhde, sagde, at hun håber, at partierne får tænkt sig godt om de kommende dage, og der i Minkkommissionens beretning er tale om massiv kritik af både regeringen og embedsværket.

- Lov er lov, og lov skal holdes. Der er uanset om du hedder Mette, Mogens eller noget helt tredje, lød det fra Sophie Løhde.

Emneord

minkkommissionen

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle