Venstre om Minksag: Der bør drages parlamentariske konsekvenser

Støttepartiet Enhedslisten har allerede fredet Mette Frederiksen. Det er ikke godt nok, mener oppositionen.

De borgerlige partier mener, at Minkkommissionens beretning om ulovlig aflivning af mink fra 2020 har så alvorlig en karakter, at uvildige advokater bør vurdere, om der er grundlag for en rigsretssag. Eksempelvis mod statsminister Mette Frederiksen (S).

Sådan lyder det samstemmende fra partierne, efter at beretningen er offentliggjort torsdag.

- Det er så groft, at selvfølgelig bør der drages parlamentariske konsekvenser, siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.

Hun er også er formand for Folketingets Granskningsudvalg, hvis medlemmer som de første modtog beretningen torsdag formiddag. 

- Vi synes endvidere, at det er fornuftigt, at man får hjælp fra uvildige advokater. Man kan ikke være i tvivl om, at vi har at gøre med den største politiske og forvaltningsmæssige skandale i nyere tid, siger Løhde.

Der er dog i øjeblikket ikke flertal for en advokatvurdering. Regeringens støtteparti Enhedslisten har for eksempel allerede fredet statsministeren og Statsministeriet.

Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige har længe - altså før beretningens offentliggørelse - ment, at sagen bør undersøges yderligere.

De har dermed ønsket den samme model, der blev benyttet efter Instrukskommissionens beretning om eksminister Inger Støjbergs ageren i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar. 

Her endte sagen med en rigsretssag mod Støjberg og en dom, der førte til, at hun blev kendt uværdig som folketingsmedlem.

På Facebook har Venstres formand også ytret sig om rapporten.

- Jeg mindes ikke at have set så alvorlig og så bred en kritik af en regering. Det står nu fuldstændig klart, at statsminister Mette Frederiksen gav en ulovlig ordre om at aflive alle mink i Danmark. Og hun vildledte groft både Folketinget og danskerne. 

- Jeg vil gerne understrege, at hvis regeringens støttepartier ikke mener, at der er grundlag for andet end en såkaldt "næse" til regeringen, så vil den demokratiske skandale i vores land være fuldbyrdet. 

Frygt for smitte satte gang i sagen

Sagen om ulovlig aflivning af mink tager udgangspunkt i et pressemøde 4. november 2020. 
Anført af statsministeren meddelte regeringen, at alle Danmarks mange millioner mink skulle aflives. 

Det skete af frygt for, at smitte med muteret coronavirus skulle sprede sig fra mink til mennesker og hæmme effekten af en fremtidig coronavaccine. 

Men kort tid efter pressemødet viste det sig, at der ikke var lovhjemmel. Alligevel blev der ikke sat en stopper for aflivningen. Og først senere blev den nødvendige lovhjemmel sikret. 

Den dag i dag er det fortsat usikkert, om minkerhvervet må genoptages i Danmark. 

 

/ritzau/
 

Emneord

minkkommissionen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle