Rapport: Hannen i nyt vestjysk ulvekobbel dræbte kalv

Det var en ulv, der slog en en kalv ihjel den 28. marts i år.

Der var minimum fem ulve i Danmark - fordelt i både Nord-, Vest-, Øst- og Sønderjylland - i årets tre første måneder. Og en af dem - hanulven i det nye Stråsø-par - slog dokumenteret en kødkvægkalv ihjel den 28. marts i den vestjyske ulvezone.

Det viser den officielle kvartalsrapport fra ulveovervågningen i Aarhus, ifølge gruppen 'Her er ulven i Danmark'.

Rapporten fortæller, at der i perioden er undersøgt tre kalve for formodede ulveangreb. Udover det dokumenterede tilfælde har man undersøgt en kalv i Østjylland og en kalv i Nordjylland; begge fra angreb i januar. Den østjyske kalv viste sig at være angrebet af en hund, mens dna-resultatet i det nordjyske tilfælde var uklart. Det kan således ikke udelukkes, at det kan være ulv, guldsjakal eller hund.

"Da rapporten handler om januar, februar og marts, omtaler den ikke forårets mange ulveangreb på får i den vestjyske ulvezone, som blev indledt med den hidtil største angreb på får og lam den 3. april. Det nye Stråsø-par formodes at stå bag de mange angreb på får, og det ventes dokumenteret i den kommende rapport for 2. kvartal”, siger Erik Poulsen, redaktør af facebooksiden ‘Her er ulven i Danmark'.

Ifølge den nye rapport var der i første kvartal fem kendte ulve i Danmark. Det drejer sig om det nye ulvepar i Stråsø Plantage, der overtog reviret efter det gamle Stråsø-par (forældre til hunulven i det nye par) i 2018, den nordjyske ulv, der har været i Vendsyssel siden 2017, samt en ukendt ulv, der blev påkørt i Sønderjylland i februar. Dertil kommer en femte ulv - hanulv; født af det gamle Stråsø-par - som der er spor efter på Djursland i januar, men som siden har opholdt sig i Slesvig-Holsten.

"Som bekendt har det nye Stråsø-par fået minimum seks hvalpe, men de tæller af gode grunde heller ikke med i rapporten vedrørende 1. kvartal”, siger Erik Poulsen.

Forskerne har i øvrigt undersøgt gamle ulvelorte fra fryseren og har i den forbindelse dokumenteret, at minimum syv af de otte hvalpe i det første Stråsø-kobbel blev voksne. DNA fra den hidtil ukendte hanulv fra koblet er fundet i lort fra oktober og december 2017.

Læs hele rapporten her.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle