Rasende viceformand: Dybt skuffende melding fra ministeren

Der er brug for nytænkning og fart i embedsværket, mener en meget skuffet L&F-viceformand Thor Gunnar Kofoed.

"Dybt skuffende".

Det er blandt ordene, viceformand i Landbrug & Fødevarer Thor Gunnar Kofoed sætter på fredagens melding fra fødevareministeren om, at der vanker efterafgrøder på niveau med i år i 2021.

"Fagligt ved vi, at der er en liste af virkemidler, der kan erstatte nogle af efterafgrøderne, som både giver mere fleksibilitet, et bedre miljø og bedre landbrug. Vi kan bare ikke få lov at bruge dem, og derfor er det dybt skuffende og irriterende, at ministeren kommer med den her melding om, at vi skal have lige så mange efterafgrøder næste år", siger viceformanden.

umoden vårbyg må sprøjtes

Thor Gunnar Kofoed er voldsomt utilfreds med det, han kalder et langsommeligt og nølende embedsværk.

"Vi vil gerne have nye virkemidler i spil, men det går alt for langsomt med undersøgelserne og godkendelserne", siger han og forsætter:

"I år er et bevis på, at det her ikke virker. For selvom det har været en relativ nem høst mange steder, og vejret har artet sig, så er der alligevel problemer. F.eks. i Nordjylland er vårbyggen simpelthen ikke moden til 20. august, så den er nogle steder blevet sprøjtet ned for at gøre plads til efterafgrøder". 

"Det er ikke et moderne samfund værdigt, og det får vi ikke et bedre miljø ud af".

brug for nytænkning

Ifølge Thor Gunnar Kofoed bør ministeren sætte et helt nyt hold til den næste vandplansperiode.

"Vi har fået medhold i vores kritik fra De Syv Synder, men de mennesker, der lavede reglerne, som ligger til grund for De Syv Synder, sidder stadig og hænger fast i de samme regler", siger viceformanden og fortsætter:

"Der er brug for nytænkning i systemet, og det kan ikke passe, at det eneste, man kan komme i tanke om, er at lave stramninger i landbruget".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle