Sønderjysk vinterbyg giver bedste udbytte nogensinde

Torben Leis søn forevigede rekordhøsten af vinterbyg ved Alssund.

På marker med udsigt til Alssund og Sønderborg, og med gamle skanser som nabo, har Torben Lei søndag, mandag og tirsdag (10., 11. og 12. juli) høstet sin seksradede vinterbyg. 

- Det har været nemt at høste og over al forventning. Vi har aldrig før haft så høje udbytter i vinterbyg, siger Torben Lei, som ellers er vant til udbytter mellem 9 og 10 ton per hektar i vinterbyggen.

Men han har alligevel aldrig før haft et gennemsnit på 10,6 ton per hektar, som resultatet endte på, på de 56 hektar.

Du kan deltage i Skyd Høsten med dine billeder og video her.

- Det har overrasket helt vildt. Jeg syntes egentlig selv, at den har været lidt for tynd hele året, men gennemsnittet har aldrig været højere, fortæller Torben Lei. 

Han fortæller videre, at han og hans søn, Christoffer på 14, i 2021 købte en drone for at lave lidt sjov. Og derfor satte Christoffer også dronen i luften, mens bedriftens Lexion 770 med sit 36 fods skærebord åd sig gennem marken. 

- Han tager jo nogle gode billeder, og det er rart at have ham med ud og høste, siger den sønderjyske landmand. 

tre nye afgrøder

Det høstede vinterbyg skal bruges til foder på Bækgaard, hvor Torben Lei producerer 32.000 slagtegrise fra syv kilo. Og det er generelt foder der er tænkt på, på de 720 hektar der dyrkes. 

Foruden vinterbyg er der vinterhvede, vinterraps, hestebønner og en del vårbyg, der skal deles mellem foder og malt. Og så er der intet mindre end tre nye afgrøder i markplanen. Det drejer sig om spinat til frø, alm. rajgræs samt ærter. 

- Ærterne er kun otte hektar for at prøve det efter fem-seks år med hestebønner. Rajgræsset gav sig selv da vi fik en kontrakt i 2021 og såede udlæg der. Og så overtog jeg en forpagtning sidste efterår, hvor der har været spinat i mange år. Og der kunne vi overtage kontrakten ved Jensen Seed, fortæller Torben Lei. 

Han beretter generelt om flotte afgrøder, og forventer at tage hul på rajgræsset i næste uge, og det første hvede om 14 dage. 

- Det er altid spændende at komme igang. Starter man skidt overrasker resten sjældent positivt. Så nu gælder det om at holde forventningerne nede, siger Torben Lei. 

Med de indsendte fotos deltager Torben og Christoffer Lei i Skyd Høsten Bedst.


Skyd Høsten er et samarbejde med Maykers.dk. Maykers har samlet over 200.000 produkter fra 200 forskellige forhandlere til landbrug på en samlet platform, så du nemt kan finde alt du skal bruge til dit landbrug. Opret en gratis konto og find alt til høsten allerede i dag.

Faktaboks

Skyd Høsten Bedst:

  • Hovedpræmie: Høstfest til 25.000 kr.
  • Ugevindere: Gavekort til Maykers på 1.000 kr.
  • Ugevindere trækkes fra uge 28.
  • Lodtrækning blandt alle indsendte billeder og videoer: Gavekort til Maykers på 5.000 kr.
  • Lodtrækning blandt alle indsendte billeder og videoer: 5 x 1 årsabonnement på Mark, Kvæg, Gris, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.749 kr.

Skyd Høsten Først:

  • Skyd en af de 13 afgrøder først og vind et gavekort til Maykers på 800 kr.
  • Årets 13 afgrøder: Vinterbyg, vinterraps, triticale, vårbyg, vinterhvede, rug, havre, alm. rajgræs, rødsvingel, engrapgræs, hvidkløver, spinat til frø og hestebønner.
  • Allerede høstet er: Rødsvingel, engrapgræs, vinterbyg og alm. rajgræs.

Emneord

Skyd Høsten 2022

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle