Debatten mudres til med skræmmende myter og regnestykker med tal grebet ud af det blå.
Af miljøminister Kirsten Brosbøl (S)
Der er gået valgkamp i miljødebatten. Desværre betyder det, at debatten om blandt andet vandmiljøet og især vandområdeplanerne for anden planperiode er præget af overdrivelser, mytefortællinger og skræmmekampagner. Debatten er ikke fair over for de landmænd, som frygter, at deres livsværk bliver taget fra dem, og det er ikke fair over for vælgerne i al almindelighed.
Udkastet til vandområdeplaner for 2. planperiode er sendt i høring indtil sommer. Jeg vil derfor gerne starte med at understrege, at der ikke er vedtaget noget endnu. Det har dog ikke stoppet myterne i at opstå. Men debatten fortjener at blive ført på et sandfærdigt grundlag, og derfor vil jeg punktere nogle af de værste myter, jeg har hørt:
Påstand 1) Vandområdeplanerne kræver, at landmænd skal braklægge op mod halvdelen af deres jord. Forkert! Kvælstofindsatsen i udkastet til vandområdeplaner er primært baseret på frivillige aftaler. Udgangspunktet er, at ingen tvinges til at braklægge deres land.
Påstand 2) Vandområdeplaner vil koste landmænd så meget, at de kan blive nødt til at lukke deres bedrift. Forkert! Hvis en landmand indgår en frivillig aftale om etablering af vådområder eller braklægning, vil han blive kompenseret fuldt ud for jorden og et eventuelt driftstab.
Påstand 3) Vi har reduceret kvælstofudledningen nok. Forkert! Naturen er ikke i god tilstand. Der er stadig behov for vandområdeplaner. For anden planperiode har forskerne på nuværende tidspunkt identificeret et indsatsbehov på 7.800 ton. I udkastet til vandområdeplanerne er det kun foreslået at reducere 1.600 ton, og jeg må på det kraftigste understrege, at der ikke er taget stilling til, hvordan det restende indsatsbehov skal håndteres.
Påstand 4) Det bliver kun landbrugsjord, der skal holde for, når miljømålene skal nås. Forkert! I vandområdeplanerne er der foreslået indsats i forhold vandløb, søer, fjorde og kystvande, og det er ikke kun landbruget, som skal bidrage. Der er også foreslået indsats på spildevandsområdet, sørestaureringer, fjernelse af fiskespærringer i vandløb, dambrug og miljøfarlige forurenende stoffer mv. Planerne er stadig i høring, og der er ikke truffet beslutning om, hvad der skal ske fremadrettet.
Påstand 5) Virkemidlerne i vandområdeplanerne er ude af proportioner. Forkert! Det er indtil videre foreslået, at reduktionen af kvælstofbelastningen til vandmiljøet med de nye vandområdeplaner primært vil ske ved etablering af vådområder og udtagning af lavbundsjord mv. Vi forventer dermed, at vandområdeplanerne direkte vil påvirke ca. 16.000 hektar landbrugsjord. Det er mindre end en procent af det samlede danske landbrugsareal.
Påstand 6) Der er ikke aktuelle problemer med vandmiljøet i Danmark, og derfor er der ikke behov for vandområdeplaner. Forkert! Vi har stadig problemer med vandmiljøet i mange af vores vandløb, søer og fjorde. Den primære årsag til den dårlige tilstand i fjorde og kystnære områder er landbrugets udledning af kvælstof. Det er ikke noget, regeringen, jeg som miljøminister eller Miljøministeriet har fundet på – det er landets førende forskningsinstitutioner enige om. For meget kvælstof giver iltsvind og dårlig miljøkvalitet i mange af vores fjorde og indre farvande. Vi lukker desuden ikke øjnene for, at der er andre faktorer, som påvirker vandmiljøet. Derfor har både vandplanerne for første og anden planperiode også indsatser for bl.a. at forbedre spildevandsrensningen.
Det er helt i orden at være uenige om, hvordan der skal laves miljøpolitik i Danmark. Men at mudre debatten til med skræmmende myter og regnestykker med tal grebet ud af det blå er ikke i orden.
