Skarver og andre rovdyr støvsuger åstrækning for stallinger

Lystfiskerne skal være mere end heldige for at få et eksemplar af stallingen på krogen, hvis de kaster snøren ud i Gudenåen ved Tørring.

En ny undersøgelse fra DTU Aqua i Silkeborg viser at den lakselignende fisk er tæt på at være udryddet i den del af Gudenåen, fortæller Jan Nielsen, der er fiskeplejekonsulent i DTU, til DR Trekanten.

"Bestanden er gået meget tilbage, og det er lige før, den forsvinder," siger han.

Den vigtigste grund til at stallingen næsten er forsvundet ved Tørring er, at der er kommet helt nye rovdyr til området siden 2000, mener Jan Nielsen.

"Odderen er kommet tilbage. Den var uddød. Og der er kommet mink, og der er også kommet store flokke af skarv, der tager nogle ture ned ad vandløbet."

Mens stallingen altså er i tilbagegang, så ser det bedre ud for f.eks. laks og ørred - men det skyldes nok at stallingen er nemmere at fange for de nye rovdyr.

"Stallingen står frit fremme i strømmen og er nem at fange, hvorimod ørreden står i skjul. Og ørredbestanden er ikke blevet dårligere, og stallingbestanden er blevet voldsomt dårligere. Så det er vores bedste bud på, hvad der kan være galt derude," siger Jan Nielsen.

Hos Danmarks Sportsfiskerforbund er biolog Kaare Ebert ikke i tvivl om, at det især er den fredede fugl skarven, der er årsag til at stallingen forsvinder. Og eftersom skarven gør voldsomt indhug på fiskebestande ved mange andre jyske åer og søer, bør staten påtage sig ansvaret for at få fuglen under kontrol.

"Den bekæmpelse og skræmning der skal være af skarven skal være meget mere fokuseret, og den bør styres meget mere af staten," siger Kaare Ebert.

Sportsfiskerforbundet foreslår, at der bliver ansat en person til at undersøge, hvad der skal til for at få flyttet på skarverne. Erfaringerne kan så bredes ud til hele landet.

Kaare Ebert har beregnet, at ti skarver ved Vejle Å på en enkelt sæson belaster åen ligeså meget som 1000 lystfiskere.

"De har virkelig nogle store unikke evner til at tømme en å for fisk."

Emneord

fisk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle