Skovridder: »Vi er slået tilbage til start«

Frustration hos skovfolk over forsinket støtte til genplantning af skov.

Det er allerede over et halvt år siden, at stormene raserede de danske skove, men støtten til genplantning lader vente på sig.

Ansøgningsfristen skulle have været d. 1. oktober, men på grund af EU-Kommissionens spørgsmålstegn ved den del af stormfaldsordningen, der vedrører tilskud til pesticidfri anlæg og skånsom jordbearbejdning, forsinkes støtten.

Hos netværket Skovdyrkerne, der har over 200 medlemmer, som er ramt af stormfald, blev nyheden om endnu en justering i stormfaldsordningen trist modtaget.

»Vi er slået tilbage til start,« siger skovrider Michael Gehlert, Skovdyrkerne Vestjylland, i en nyhed på skovdyrkerne.dk.

»Vi er meget frustrerede over, at vi nu igen står med usikkerhed og tvivl i vejledningen af de stormfaldsramte skovejere,« fortsætter han.

»Efter et meget langt tilløb landede vi i foråret en fornuftig vejledning. Den har vi naturligvis siden da taget som udgangspunkt i vores rådgivning og budgettering - og nu, kun godt tre måneder inden deadline, er vi slået tilbage til start. Vi regner naturligvis med, at Stormrådet og Naturstyrelsen står på mål for den vejledning, de selv har lavet - og at man meget hurtigt melder ud, at den planlagte deadline den 1. december minimum rykkes til 1. februar, så man kan få orden på tingene.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle