Slagteridirektør og kvæghandler etablerer egen kalveproduktion

Anders Rasmussen og Lars Andersen har netop overtaget en kalveproduktion, hvor de vil fede 2.000 kalve årligt.

Muligheden for at beholde flere danske kalve til opfedning og slagtning i Danmark samt sikre en del af afsætningen af spædkalve, har fået Anders Rasmussen og Lars Andersen til at indgå et samarbejde i virksomheden Oksegaarden Aps.

I privat regi har Anders Rasmussen fra firmaet Kreaturhandler A/S og slagteridirektør fra Himmerlandskød A/S, Lars Andersen, forpagtet bygninger på en slagtekalveejendom ved Vandel, hvor de efter planen vil fede 2.000 kalve om året.

Ideen om egen kalveproduktion opstod efter, at Anders Rasmussen 1. november overtog en kollegas forretning med køb og salg af bl.a. spædkalve. Men da det danske marked for spædkalve er voldsomt oversvømmet, var det svært at afsætte de ekstra kalve.

"Vi vil gerne hjælpe med til, at flere danske kalve forbliver i Danmark og kan slagtes i Danmark. Det er også med til at sikre arbejdspladser i følgeerhvervene, at vi ikke sender alle dyr til eksport", siger Anders Rasmussen.

Tiltaget kan for hans vedkommende også ses som en form for afsætningssikkerhed på spædkalve, selvom parterne kun kommer til at fede en tiendedel af de kalve, som omsættes i Anders Rasmussens handelsvirksomhed.

Såvel Anders Rasmussen som Lars Andersen påpeger, at de investerer privat og for egen regning.

Overvejer køb af ejendommen

Indehaver af ejendommen ved Vandel gik konkurs 27. november og Anders Rasmussen og Lars Andersen har overtaget besætningen, foderet og tre medhjælpere.

Ejendommen forventes sat til salg inden længe, og Anders Rasmussen afviser ikke, at de vil give et bud på bedriften.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle