Sommerserie: De er blevet lovet bedre målinger af overløb af spildevand i Ringkøbing

Landboformand Søren Christensen glæder sig over, at Ringkøbing-Skjern Kommune vil foretage flere målinger af overløb af spildevand.

Der skal færre beregninger og flere målinger til, når det kommer til overløb af spildevand, der kan påvirke vandmiljøet i Ringkøbing Fjord.

Det er i hvert fald den lovning, landboformand Søren Christensen fra landboforeningen Vestjysk har fået fra Ringkøbing-Skjern Kommune.

Ligesom i resten af landet er der i Ringkøbing kommet et øget fokus på omfanget af urenset spildevand, der får lov at løbe ud i vandmiljøet.

Det er samtidig kommet i fokus, at der ikke er ret godt styr på, hvor meget spildevand der egentlig løber ud i vandmiljøet.

"Vi har taget fat i kommunen for at finde ud af, om man har styr på det her, og hvad man har tænkt sig at gøre", siger Søren Christensen og fortsætter:

"Det har været en god dialog, og kommunen har lovet, at der kommer flere målere på, og at der kommer bedre styr på overløbene. Det er vi meget glade for".

"Vi har jo selvfølgelig ikke set resultaterne endnu, men jeg synes, det sender et signal fra kommunen om, at man tager det her alvorligt".

det skal bare være bedre

Efter en årrække, hvor pilen altid har peget på landbruget, når det kommer til kvælstof i vandmiljøet, så oplever formanden, at kommunen i hans område i højere grad tager ansvaret på sig.

"Jeg mærker, at man tager ansvar og erkender, at det her med overløbene skal bare være bedre. Det siger vi jo også i landbruget - vi skal også bedre, og vi arbejder hele tiden på at blive dygtigere til at holde kvælstoffet tilbage", siger Søren Christensen.

Den indsats er dog ikke gået så hurtigt, som den skulle, og f.eks. har været en møjsommelig proces at få lavet minivådområder og vådområder, der kan opsamle kvælstof.

"Vi får skyld for, at vi ikke får ting gjort, men det tager simpelthen alt for langt tid, når det havner på myndighedernes bord. Jeg synes, vi har været meget mere medspiller end modspiller, og alligevel går det langsomt", siger formanden og fortsætter:

"Det er både, når det kommer til vådområder, men også multifunktionel jordfordeling. Vi har et projekt klar, men tingene tager jo uhyggeligt langt tid".

Faktaboks

Sommerserie: Nyt fra landet

I løbet af året buldrer de landsdækkende historier derud af, men hvad optager egentlig foreningerne lokalt?

Det vil LandbrugsAvisen finde ud af i denne sommerserie, hvor vi ringer rundt til landets formænd og spørger dem, hvad der optager netop deres forening.

Emneord

Nyt fra landet

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle