Sprøjtemidler kan måske øge risikoen for Parkinson

Der er måske en sammenhæng mellem brug af sprøjtemidler og en øget risiko for at få Parkinsons sygdom. 

Sprøjtemidler mistænkes for at have en sammenhæng med Parkinsons sygdom.

Det skriver Ugeskrift for læger ifølge AgriWatch.

Ifølge mediet viser talrige epidemiologiske studier og dyreforsøg en sammenhæng mellem brug af sprøjtemidler og en øget risiko for at få Parkinsons sygdom. 

Franske forskere har i 2017 udpeget tre aktive stoffer, der kan øge risikoen for sygdommen: Insektmidlet rotenon og de to ukrudtsmidler paraquat og diquat. Men også glyphosat er senere kommet under mistanke.

De tre førstnævnte aktivstoffer er i dag forbudt i EU, men i Danmark har både kartoffelavlerne og frøavlerne fået dispensation til at anvende diquat til at stoppe væksten i planten.

Sammenhængen er påvist for netop landmænd, gartnere og beboere i landområder, hvor der sprøjtes.

Det skal dog bemærkes, at der trods flere videnskabelige studier, stadig mangler at blive påvist en reel årssagssammenhæng mellem sprøjtemidlerne og sygdommen. Man tester nemlig ikke pesticider specifikt for, om de kan udløse neurodegenerative sygdomme, som Parkinsons er.

Parkinsons sygdom er en kronisk lidelse, der udvikler sig langsomt over mange år. Over tid mister man flere og flere hjerneceller, og det udløser nedsat bevægelighed, rysten, stivhed og balanceproblemer. Sygdommen kan lige nu ikke helbredes.

Ifølge Parkinsonforeningen er sygdommen en af de hyppigste neurologiske sygdomme. I Danmark lever op til 12.000 mennesker med Parkinsons sygdom.

Ud over Parkinson bliver flere pesticider generelt sat i forbindelse med en lang række sygdomme som infertilitet, medfødte defekter, kræft, luftvejslidelser og Alzheimers.

I 2022 var Syngenta og flere teknikrådgivere ude med en advarsel for at få de danske landmænd til at beskytte sig selv bedre, når de sprøjter.

Her fremgår det også, at landbruget har en overhyppighed af Parkinsons sygdom.

I 2018 advarede Seges også om, at mikronæringsstoffer, som mangan, kan udsætte landmænd for fare for at blive alvorligt syge med manganisme. Manganisme minder om nervesygdommen Parkinson, men er en selvstændig sygdom.

/kold 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle