Større landbrug: Behov for opgør med kvælstofregimet

Frederik Lüttichau havde håbet på sejr til BL i dag, skriver han i en kommentar.

Det er en skam, at Bæredygtigt Landbrug ikke fik opsættende virkning i gødningssagen i dag. Det skriver Frederik Lüttichau, formand for Sektionen for Større Jordbrug, Landbrug & Fødevarer.

"I Større Jordbrug ærgrer vi os meget over dette. Der er gjort et stort og flot stykke arbejde med at få bragt sagen for retten. Dagens afgørelse betyder dog ikke, at sagen er tabt - der er stadig mulighed for, at retten i sidste ende slår fast, at det danske kvælstofregime er retsstridigt," skriver Frederik Lüttichau.

Men uanset det endelige udfald af gødningssagen, så er der ingen tvivl om, at der fortsat skal kæmpes for at ændre den helt igennem urimelige danske lovgivning, skriver han.

"En urimelig dansk lovgivning, der betyder, at vi ikke har mulighed for at give vores planter den næring, de har behov for. Vi nægter at acceptere, at vi i et af verdens bedste landbrugslande med verdens dygtigste landmænd ikke kan dyrke afgrøder af bedste kvalitet," siger han.

Uanset farven på regeringen vil L&F opretholde presset på politikerne, siger han. Danske landmænd skal kunne konkurrerre med deres udenlandske kolleger på lige vilkår.

"Tiden er inde til et opgør med den politisk bestemte undergødskning – og til opgør med den form for uigennemtænkt og måske ulovlig lag-på-lag lovgivning, vi alt for længe har måtte trækkes med i landbruget," afslutter Frederik Lüttichau.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle