Stor privatslagter sænker prisen på kreaturer - flere fald kan komme

Alle kategorier trykkes 30 øre pr. kg melder Himmerlandskød.

Det stigende smittetryk af covid-19 og de dertil følgende nedlukninger på tværs af Europa giver igen panderynker hos Lars Andersen og det øvrige team hos Himmerlandskød A/S.

I sin ugentlige beretning til leverandørerne skriver Himmerlandskød A/S, handlen til hjemmemarkedet forløber trægt og salget af de dyrere udskæringer til især Foodservice igen er hårdt ramt grundet aflysninger af arrangementer på ubestemt tid.

Et lyspunkt er dog, at slagteriet oplever en stabil efterspørgsel på hakket kød og udskæringer til hverdagsbrug.

Eksporten til Sydeuropa herunder specielt Spanien og Italien er under pres på grund af de nye, strammere coronarestriktioner. Himmerlandskød vurderer, at de kommende uger bliver specielt vanskelige, fordi Frankrig er under nedlukning og i Tyskland vil der ske en delvis nedlukning fra næste uge.

Det vil presse prisen og afsætningen yderligere, skriver Himmerlandskød, som i denne uge nedjusterer samtlige kategorier med 30 øre pr. kg.

Slagteriet har fuldt tilførsel af dyr på sine tre anlæg, hvor der i denne uge slagtes 2.550 dyr.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle