Stor svineproducent fordobler millionoverskud: Vi skal have til dårligere tider

Svineproducenten Munkbro Svineavl har nået et overskud på 8,77 mio. i 2019. Især den gode svinenotering har hævet indtjeningen, der skal sikre noget på kistebunden til trange tider.

En af de store danske svineproducenter, Munkbro Svineavl A/S, kan være ganske godt tilfreds med regnskabet for 2019.

Selskabet har nemlig fordoblet deres millionoverskud fra 4,5 mio. i 2018 til 8,77 mio. i 2019. 

Driftsresultatet lød på 8,2 mio. kr. og resultatet før skat på 10,4 mio. kr. Egenkapitalen er med seneste regnskab hævet til 32 mio. kr.

"Vi er også godt tilfredse. Svineproduktionen har kørt godt, og vi har opnået fornuftige priser og et godt salg af avlsdyr og gode indtægter på vores orner på KS-stationer, så der er mange ting, der har spillet ind", siger den ene direktør, Jacob Søndergaard Skals.

Især den høje notering har hjulpet godt på vej.

"Vi er godt ramt af, at noteringen har været med os. Derudover har vi i de sidste mange år arbejdet på at de avlsdyr, vi laver, skal afsættes til faste kontrakter, så vi har en stabil afsætning, og vi har faktisk haft udsolgt på de dyr, vi har kunne lave, og det har klart givet en stabilitet", siger Jacob Søndergaard Skals.

Bag Munkbro Svineavl A/S står Laurids Søndergaard, Christian Stokkendal og Jacob Søndergaard Skals.

 

 

Overraskende resultat

Selskabet driver svineavl med i alt 2600 søer og producerer årligt 21.000 krydsnings-sopolte til avl i ind- og udland, samt en mindre andel slagtesvin.

Derudover har Munkbro Svineavl salg af sæd fra omrking 550 orner opstaldet på forskellige KS-stationer, hvilket også er en betydelig indtægtskilde.

At overskuddet endte så fornuftigt har også overrasket, fortæller Jacob Søndergaard Skals.

"I januar og februar var der ikke mange, der troede at priserne lige skulle vende. Vi solgte smågrise til ingen penge, så vi havde ingen forventinger til at det skulle blive et rigtig godt år, så det kom noget bag på os", forklarer han, men understreger dog, at regnskabet ikke i sig selv får ejerne til at juble.

"Vi er lidt konservative. Forøgelsen af besætningens værdi fylder i regnskabet, så at priserne er steget så meget i 2019, fortæller nærmere hvordan, 2020 bliver".

Ikke flere opkøb lige nu

Overskuddet skal dog ikke bruges til flere opkøb lige nu, melder Jacob Søndergaard Skals.

Med en så høj egenkapital bliver jeg nødt til at spørge, om I skal ud og investere i mere?

"Nej, vi skal ikke ud og købe ejendomme nu. Vi har en produktionsstørelse vi er tilfreds med. Det er vigtigt for os at bruge de goder tider, til at kunne modstå de dårlige tider, og vi vil gerne have lidt på kistebunden til, hvis vi skulle blive inficeret med en sygdom som PRRS".

Selskabet købte i januar i år Kollund Øst med plads til 1.000 søer af boet efter AC Farming. Det er gået godt med overtagelsen, selvom der var bump på vejen.

"Da vi overtog besætningen var der ikke løbet i fire måneder, så det har taget længere tid at få produktionen op at køre, end vi regnede med, men nu har vi de rigtige folk og produktionen kører", siger Jacob Søndergaard Skals.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle