I farligt farvand: Men jeg synes, de fortjener ros nu

Ugen På Spidsen: Danmarks store svineslagteri, Danish Crown, får ofte hug fra mange sider for dårlig forretningsførelse og ringe noteringer. Men er det ikke tid til at rose nu, spørger ugens klummeskribent.

 

Næsten uanset hvilket skridt, Danish Crown foretager sig, så mødes slagterigigantens gøren og laden meget ofte af kritiske røster.

Og der har helt givet været mange sager i de seneste år, der har berettiget de sure miner hos producentforeningen og selskabets mange andelshavere.

En ting er miseren i Storbritannien, der alt for sent blev bremset og kostede en nedskrivning på goodwill på en halv mia. kr., noget andet - og mere alvorligt for bundlinjen hos den enkelte svineproducent - er en sølle notering, der langt fra har kunnet levet op til Danish Crowns ambitioner om at levere en plus 60 øre-notering i forhold til sine europæiske konkurrenter.

Det tiltag med at melde ud om en forventning om en merbetaling, burde nok - set i bagklogskabens ulideligt klare lys - ikke have set dagens lys. For ambitioner og målsætninger, der meldes offentligt ud, har det med at forpligte og gøre ekstra ondt på troværdighedskontoen, hvis de ikke bliver opnået.

Tid til ros

Men nu står vi i en situation, hvor det meget vel kan være på sin plads at rose Danish Crown for sin performance på noteringen. For det har da godt nok været en sand fornøjelse at være vidne til de mange noteringsstigninger i den seneste tid - godt båret frem af en stor og bred markedsadgang og et svinekødshungrende Kina, der har fået den store hammer af afrikansk svinepest-udbruddet.

Fra at have være i bund på noteringen blandt de fem store svineproducenterende europæiske lande er vi ved at være der, hvor den danske notering lige om lidt vil overhale den spanske, som notorisk ligger højt.

Det er super godt gået, Danish Crown. Ros er hermed sendt mod hovedkontoret i Randers.

Lad det vare

Og så ved jeg godt, at der vil være 27 meninger om, om den ros er rimelig, for hvad med noteringen tidligere på året, der var langt efter de andre lande. Og udmeldingerne fra Danish Crown om høje noteringer langt tidligere end de faktisk indtraf.

Sikkert rigtigt, og der vil sikkert også i fremtiden komme en situation, hvor Danish Crown igen får hug, men i det her moment vil jeg i mit stille sind bare glæde mig over, at landets svineproducenter faktisk får fuld valuta for deres svinekød.

Og lad det endelig vare nogle år.

Et spøjst produkt

Nu vi er i det festlige hjørne, så kan jeg ikke lade være med at dele et billede, jeg tog for en måned siden i min lokale Netto.

Her diskede fødevaregiganten således op med en skinke med gin.

Det har jeg lige godt aldrig set eller prøvet før.

Hvordan smagen er, skal jeg lade være usagt, for min indkøbskurv blev ikke fyldt med ginskinken. Men festligt ser det da ud...

 

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle