Svineproducent: Tab på sygdomsudbrud løber op i 8-10 mio. kr.

Investorer står stadig bag Front Piglets A/S, selv om smitteudbrud har kostet dyrt.

Et udbrud af PRRS hos smågriseproducenten Front Piglets A/S kostede dyrt i 2019.

Det viser det netop offentliggjorte regnskab for selskabet, der har 1800 søer og smågriseproduktion i lejede bygninger på Borum Østergaard i Sabro ved Aarhus.

Selskabet opgør nemlig, at udbrud af PRRS i august sidste år ventes at løbe op i 8-10 mio. kr.

"Sygdommen havde meget store konsekvenser for besætningens sundhed og dermed
produktionen af smågrise, og vurderes at have kostet 5-6 mio. på resultatet i 2019, og vil ligeledes påvirke resultatet i 2020 negativt med yderligere 3-4 mio kr", fremgår det af ledelsesberetningen fra direktør Ib Olsen.

I regnskabet fremgår det, at det er Hatting KS, der var leverandør af sæd til svineproduktionen.

Af bruttofortjenesten på 2,9 mio. kr. ender driftsresultatet med et underskud på 282.000 kroner. På bundlinjen runder det samlede underskud næsten en million kroner. En klar forbedring fra 2018, hvor underskuddet lød på 2,5 mio. kr., men altså ifølge ledelsen klart dårligere end ellers planlagat.

Ændrer ikke strategien

Bag selskabet Front Piglets, der blev stiftet i 2017, står flere kendte landbrugsvirksomheders ejere - nemlig familien Vestergaard, ejere af transportselskabet H&S Westergaard, samt Brødrene Ewers, ejerne af et af landets største private grovvareselskaber.

Trods en negativ egenkapital i selskabet på nu 1,8 mio. kr., så ryster investorerne ikke på hænderne.

"Vi er en enig bestyrelse, der står bag selskabet", siger formand Søren Vestergaard.

Han pointerer, at tabene har været store som følge af PRRS-udbruddet.

"Det er rigtig mange penge - og det har også været en rigtig hård tur", siger han.

"Vi har fortsat driften på ejendommen, for vi vurderede, at en sanering ville være endnu dyrere. Udbruddet har betydet afsætningsudfordringer, da sygdommen var på sit højeste, og det har belastet os på mange dimensioner", forklarer han.

Front Piglets A/S har nu besluttet at stævne Hatting KS med mål om at få en erstatning for tabene.

Ifølge Søren Vestergaard er forventningerne for 2020, at Front Piglets A/S vil få et positivt resultat for 2020 - omend coronakrisens prismæssige rutsjeture på svinepriserne gør det markederne uforudsigelige, lyder det.

Front Piglets er ikke den eneste svineproducent, der har fået regnskabsresultaterne presset i bund i 2019 som følge af PRRS. Også svineformand Asger Krogsgaard fik tab som følge af smitteudbrud.

Emneord

PRRS

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle