Svinetransportør frygter tumult: Flere biler aflyst fredag

Tyske slagterier har allerede bremset slagtningerne efter svinepest-fund, oplever H&S Westergaard. "Forbered jer på tumult" de kommende fjorten dage, lyder meldingen til producenterne.

De næste fjorten dage kan blive tumultariske for smågriseeksporten.

Sådan oplever ejer og direktør Søren Westergaard fra H&S Westergaard, en af landets største eksportører af smågrise, situationen siden den tyske landbrugsminister torsdag kl. 10 meldte, at der var fundet svinepest i et vildsvin i den østlige del af Tyskland.

"Vi mærker en meget stor usikkerhed hos vores købere. Og en del købere bliver bremset af, at de ikke får hentet deres slagtesvin", siger han.

"Vi har allerede fået aflyst to af de ti læs grise, der skulle være kørt i morgen. Det er sket, fordi køberne ikke har kunnet få hentet deres slagtegrise i dag. Meldingen er, at flere af de tyske slagterier skulle have nedsat deres slagtninger i dag med 50 procent, fordi eksporten er bremset. Så allerede nu kommer landmændene ikke af med de slagtesvin, de havde regnet med", konstaterer han og tilføjer:

"Vi ved ikke helt, hvordan dagen ender, eller hvordan morgendagen bliver. Det spreder sig lynhurtigt".

Forberedt på 14 dages tumult

Den erfarne transportør og omsætter tør endnu ikke spå om, hvordan den næste uge bliver, når det gælder transporten ud af Danmark i næste uge. Dertil er det altsammen for tidligt.

"Jeg tror, at der vil opstå en masse flaskehalse. De, der ikke kan komme af med deres varer, kan blive tvunget til at finde nye købere. Enhver vil prøve at overleve og få løst sine problemstillinger. Det bliver turbulent", mener han, men tilføjer så:

"Jeg kan ikke endnu gennemskue, om det bliver sammenfald i markedet eller bare opbremsning. Vi har ikke det store overblik endnu".

Endnu har han ikke fået aflyst nogen af de biler, der efter planen skal køre sydover i næste uge.

"Men der er nogle, der ikke har givet det tilsagn, de skulle have givet".

Opfordring Skab så meget buffer som muligt

Mens Søren Westergaard og de ansatte kæmper ved telefonerne for at skaffe så mange handlemuligheder som muligt i situationen, så opfordrer han landmændene til at forberede sig på et par uger, hvor tingene ikke går som de plejer.

"Man kan forberede sine interne procedurer, så man får skabt så meget buffer i staldene som muligt. Klem tingene lidt sammen i en periode. Det bliver ren tumult i en uge til 14 dage. Her kan man måske ikke lige selv bestemme, hvilken afhentningsdag der er mest optimal", lyder det fra direktøren.

Han forventer, at nogle aftaler vil køre som vanligt, mens andre, på grund af lokale problemer og områder, hvor der vil være særligt pres på, kan blive ramt hårdere

"Det er et uoverskueligt billede at lave på forhånd. Det skal løses hver eneste dag hen ad vejen. Men man må forberede sig på, at alting ikke lige går efter planen i sådan en tid her".

Westfleisch: Afviser halvering

Landbrugsavisen.dk har torsdag eftermiddag været i kontakt med Westfleisch, der afviser, at slagtningerne skulle være reduceret med 50 procent torsdag.

Opdateret kl. 15.28 med kommentar fra Westfleisch.

Emneord

ASF i Tyskland

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle