Thy - det oplagte valg af nationalpark

Dansk Landbrug tilfreds med, at Thy er udpeget som hjemsted for den første nationalpark i Danmark.

Det var det oplagte valg, politikerne traf, da de udpegede Thy som Danmarks første nationalpark, mener Dansk Landbrug.

Det er det sted, hvor den lokale opbakning har været mest entydig, og hvor landbruget berøres mindst, da størstedelen af området i forvejen er på statens hænder.

"Det er o.k., at man starter i Thy og får nogle erfaringer dér. Thy er et oplagt valg, fordi størstedelen af arealerne er statsejede. Det er også derfor, man har kunnet nå til enighed med naboer og jordejere," siger Henrik Høegh.

Thy Nationalpark

Han erkender, at landbruget har svært ved at deltage i den nationalpark-begejstring, der er i den øvrige befolkning.

"Set med landbrugsøjne er det vist de færreste, der har et stort ønske om at være inde i et nationalparkprojekt."

Den kommende nationalpark i Thy skal ligge i en smal tange fra Hanstholm i nord til Agger Tanges sydspids. Området er på i alt 24.370 hektar, hvoraf 18.000 hektar ejes af staten. Hele området ligger i Thisted kommmune.

Den vestlige del består især af klitter, klitheder og søer, mens den østlige del er domineret af de nåletræsplantager, der er plantet for at dæmpe sandflugten. Især de store klit- og klithedelandskaber betragtes som unikke områder af stor national og international betydning, og de er også hjemsted for sjældne fugle som traner, mosehornugler og tinksmed.

Valget af Thy som Danmarks første nationalpark skal nu følges op af en lang procedure. Først skal Thisted Kommune give grønt lys for, at miljøministeren kan gå videre med at udarbejde det konkrete forslag til nationalpark for Thy.

Efter sommerferien skal forslaget så udarbejdes og sendes til debat og høring i mindst fire måneder.

christensen@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle