Trods drys af sne lader vintervejret vente på sig

Den første uge i december bliver ifølge DMI grå og kedelig med en blæsende optakt til weekenden.

Julemåneden er lige om hjørnet, og ganske passende vil der måske drysse en smule sne ned de kommende dage, men rigtigt vintervejr med frost og sne er der ikke udsigt til frem mod weekenden.

De næste fem dage bliver grå med en del nedbør og med dagtemperaturer mellem en og otte grader. Torsdag og fredag bliver ganske blæsende, og solskin kommer man til at spejde langt efter.

Det siger Jesper Eriksen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut.

"Det bliver en grå og kedelig uge uden decideret vintervejr," fastslår han.

"Mandag morgen ligger temperaturen lige omkring frysepunktet. Nogle steder lidt over og andre steder lidt under, siger han. Det bliver en skyet dag, og så kommer der perioder med lidt nedbør. Det falder mest som regn, men stedvis kan det også falde som sne. Det er herovre (på Sjælland, red.), der kan være lidt smådrys i luften", siger han.

Med mellem en og fire graders varme og en vind, der frisker op fra syd og sydvest, vil det nok være fornuftigt at tage en ekstra tyk trøje på, hvis mandagen skal tilbringes udenfor.

"Det kommer til at føles ret koldt", siger Jesper Eriksen.

I aften og nat kommer der "udbredt" nedbør ind over landet vestfra.

"Hovedsagelig regn, men stedvis kan det falde som slud, og på Sjælland kan det måske en kort overgang bliver tøsne. Men igen ikke noget sne, der bliver liggende. Men vi er på kanten til vinter", siger DMI's morgenmand.

Resten af ugen bliver også skyet med perioder af nedbør - mest som regn, men med "korte indslag af slud".

"Og så kommer der generelt ikke kig til solen", siger Jesper Eriksen.

Torsdag og fredag blæser det op fra sydlig retning.

"De to dage vil føles kølige på grund af en frisk vind", siger han.

I nattetimerne vil temperaturerne de kommende dage svinge mellem lige over frysepunktet og fem graders varme.

 

 
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle