Tuborgh: 85 procent af klimaudfordringen ligger hos landmanden

Bæredygtighed var det store emne på dagsordenen, da IDF åbnede sin mejerikonference onsdag.

Bæredygtighed er på dagsordenen i stort set alle brancher – ikke mindst mejerisektoren. Det var tydeligt, da IDF åbnede sin internationale kongres onsdag. Her pointerede Peder Tuborgh, CEO for Arla, og CEO’s fra flere andre af verdens store mejeriselskaber, at den største del af udfordringen med klima og bæredygtighed, når det gælder mælkeprodukter, ligger ude på gårdene. 

”85 procent af kulstofudfordringen ligger hos landmændene. Vi skal som mejeriselskab hjælpe landmændene med at reducere deres klimaaftryk. Når vi har gjort det, kan vi se på en række andre ting”, sagde Peder Tuborgh.

Ifølge Peder Tuborgh er det ikke bare klimarejsen, men hele bæredygtighedsrejsen, der dækker langt bredere, som præger mejerisektoren. 

”FN’s bæredygtighedsmål er en omsiggribende tendens, som alle industrier skal forholde sig til. Det er super godt, også for mejeriindustrien”, sagde han. 

Han mener ikke man skal kritisere plantebaserede drikkevarer, så længe de overholder reglerne og ikke bliver kaldt mælk. Peder Tuborgs CEO-kollega Philippe Palazzi var af samme opfattelse og mindede om at vin og øl eksempelvis er plantebaserede drikkevarer, og at det nok ikke vil være populært at gå imod disse. 

Høj ernæringsværdi

Peder Tuborgh mener at bæredygtighedstanken er godt for mejeriindustrien, fordi ernæringsværdien af mælk er høj. Man skal drikke utrolig meget plantebaseret for at få den samme ernæringsværdi.

”Mælk er det første, man møder, når man bliver født. Den dybe ernæringsværdi i mælk, som man har kendt i 1.000 år, er stadig intakt”, lød det. 

Vigtig opgave for landmanden

Steen Nørgaard Madsen, mælkeproducent og formand for Mejeriforeningen, ser det som en stor og vigtig opgave for landmanden at tage på sig. 

”Det bliver ikke et valg, men en forudsætning. Vi skal ikke kun tænke i effektivitet og fodring, vi skal tænke i dyrevelfærd og bæredygtighed bredt, for vi kommer til at sælge historier frem for mælk”, siger han.

Landmanden skal være med til at forklare, hvorfor det forbedrer verden at drikke mælk og må ikke være bange for at lukke dørene op for omverdenen.

”Det er ikke kun de udvalgte, der skal det, det skal vi alle, og det er en ny tendens”, siger han.  

Herhjemme er landmanden allerede en vigtig del af markedsføringen af mejeriprodukter. Peder Tuborgh påpegede, at det er en tendens, der formentlig vil brede sig til hele verden, hvor mejeriindustrien boomer især i Afrika og Asien.  
 

Faktaboks

IDF står for Internatioanl Dairy Federation

Organisationen holder hvert år en global mejerkonference

I år finder den sted i København 13.-15. oktober

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle