Tulip: Vi bruger ikke kødklister

Hos Danish Crown Foods bruger de aldrig tilsætningsstoffet thrombin i pålæg.

Efter DR onsdag sendte programmet ’Kontant: Kødklister i køledisken’, føler de sig skuffede hos Danish Crown Foods, tidl. Tulip Food Company.

»Vi ærgrer os over, at flere forbrugere efter programmet kan sidde tilbage med en opfattelse af, at vores produkter indeholder thrombin, også kaldt kødklister, når det modsatte er tilfældet«, siger kommunikationsansvarlig, Michael Ravn.

I en lang årrække har virksomheden arbejdet ud fra danske standarder og regulativer, som typisk er højere end EUs standarder, pointerer han. Det holder de fast i.

»Det gælder både i forhold til produktion på danske eller udenlandske fabrikker. Så thrombin er definitivt ikke-eksisterende i vores produktion«.

I stedet for at bruge kødklister anvender Danish Crown Foods finthakket fars til at binde stykkerne sammen, hvorefter kødet ’hviler’ og sætter sig i tre til fem dage.

»Vi ved godt, hvad vores egne produkter indeholder og ikke indeholder. Det samme gør forbrugeren, fordi alt er deklareret på emballagerne«.

Det kunne ifølge Michael Ravn være interessant at undersøge de enkelte producenters produkter nærmere.

»Det ligner i hvert fald et smuthul i lovgivningen, at man ikke må producere med thrombin i Danmark, men gerne lægge produkter med thrombin i de danske kølediske, så længe de er produceret i udlandet«.

Faktaboks

  • Thrombin, også kaldet kødklister, får blod til at størkne ved såkaldt blodkoagulation.
  • På samme måde bruges stoffet til at binde kødstykker sammen, så mange mindre stykker kød bliver et stort.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle