Tysk Arla-rival klarede corona-skærene

DMK klarede sig med en stabil mælkepris igennem et vildt år, bemærker direktør.

Coronakrisen gør 2020 til et år, der ikke bliver glemt foreløbig. Således heller ikke i det tyske andelsselskab DMK, hvor det trods store omvæltninger lykkedes mejerifolkene at komme igennem året med skindet på næsen.

Såvel omsætning som overskud på bundlinjen endte stort set på samme niveau som året før for andelsselskabet, der er Tysklands største, hvilket vækker tilfredshed hos selskabets topfolk.

Omsætningen faldt en anelse, fra 43,2 mia. kroner, til 41,7 mia. kroner. Heri skal det dog bemærkes, at DMK solgte flere forretningsdele fra i året. Både en isfabrik i Haaren og datterselskabet Sanotact blev frasolgt.

Imens endte bundlinjen på 185,5 mio. kr., hvilket er enkelte millioner over sidste års 182,5.

Under det ligger dog større ændringer og strategiske tiltag for selskabet, bemærker adm. direktør Ingo Müller i sin regnskabsrapportering for 2020. I pressematerialet om regnskabet oplistes en række spareprogrammer, der skal finkæmme selskabets udgifter til alt andet end mælk, lige som omorganiseringer og moderniseringer skal skabe øget manøvrerum.

"For markedet generelt endte 2020 med lavere udbetalte mælkepriser end året før, men DMK var i stand til at holde en stabil mælkepris", forklarer han.

Sidste år protesterede en række andelshavere mod selskabets mælkepris, som de finder for lav til at kunne holde omkostningerne på gårdene i skak. Selskabet nævner dog ikke i sit regnskab, at man har til sinds at ændre regnskabsprincipper eller andet. I stedet nævnes det, at mejeriet har en solid egenkapitalandel på 33,8 procent.

DMK forventer i år at kunne tage et nybygget mejeri i brug i Rusland, som er et af landets strategisk vigtige markeder.

Coronakrisen med dens nedlukninger og benspænd gav vilde markedsudsving, bemærker DMK. Faktisk boomede salget af mælk og mejerivarer med over 30 procent for selskabet under de første nedlukninger.

Den gennemsnitlige DMK-landmand leverede 891.000 kg mælk til selskabet. I alt rullede der 6,6 mia. kg mælk ind fra de 5.600 tyske ejere. Det svarer omtrent til halvdelen af Arlas årlige mælkeindvejning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle