Tyske mælkeproducenter i krav til eget amba: Øg mælkeprisen nu eller betal med kapitalen

DMK, der er Tysklands største andelsmejeri mødes nu med klare krav fra sine ejere. Højere mælkepris - ellers må I udbetale af andelskapitalen.

Giv os en højere mælkepris lige nu. Ellers må I betale ud af andelskapitalen.

Sådan lyder kravet i et opsigtsvækkende mælkepris-brev, som medlemmer af Tysklands største mejeriselskab, DMK's eget landmandsudvalg opfordrer de øvrige andelshavere til at sende til mejeriet.

Det skriver Mælkeritidende med henvisning til branchemediet Dairy Industry Newsletter.

I brevet kræver landmandsudvalget, at mejeriet betaler 34 cent per kilo plus tillæg i mælkepris i 2021.

Det vil i givet fald være en stigning på 12,5 procent i forhold til niveauet for 2020 og svare til en dansk mælkepris på 2,53 kroner per kilo.

Samtidig forlanger landmændene, der måtte underskrive brevet, at mælkeprisen aldrig kommer under 30 cent per kilo. Hvis ikke kravet bliver nået, skal mejeriselskabet i stedet kompensere ved at udbetale 20 procent af andelskapitalen til mælkeproducenterne. 

Disse andele vil returnere til selskabet på et senere tidspunkt, men vil altså betyde et kapitaldræn for selskabet for at sikre landmændenes indtjening og likviditet.

Hvilken intern position i selskabet landmandsudvalget har, fremgår ikke af mediernes omtale. Det er altså uvist, om der er tale om et "officielt" forslag fra selskabets ledelse, eller om det mere sandsynligt drejer sig om et oprør fra medlemmerne.

DMK er Tysklands største mejeriselskab med en årlig omsætning på omkring 43 mia. kroner, en indvejning på godt 7 mia. kg mælk og 6000 ejere. Stort set alle nøgletal svarer til, at selskabet er omtrent halvt så stort som Arla.

Som det sidste punkt forlanger udvalget en revision eller gennemgang af såvel prisudvikling og økonomien i selskabet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle