Vegetarisk forening: Prisen for en liter mælk er først nu ved at være rimelig

Fødevarer skal ikke være billige, for så presses landmændene til storskalaproduktion, hvor det kan være nødvendigt at gå på kompromis med det gode håndværk, mener generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening.

Prisen på fødevarer i køledisken er steget og er nu ved at nå et niveau, hvor prisen er rimelig. Fødevarer har været alt for billige.

Sådan lød det fra Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, da han tirsdag deltog i en debat om antibiotikaforbrug på Kvægkongressen i Herning.

Ifølge Rune-Christoffer Dragsdahl anvendes der for meget antibiotika i den danske husdyrproduktion, fordi der er blevet skabt en produktion, hvor målet er at producere fødevarer billigst muligt. Og når indtjeningen pr. kg kød og liter mælk er lav, så fordrer det ikke nødvendigvis landmændene til at tænke ud af boksen og opfinde nye systemer, som giver et lavere pres på dyrene, mente Rune-Christoffer Dragsdahl.

- Jeg er bevidst om, at de fleste landmænd og dyrlæger gør det så godt de kan under de givne rammer. Derfor bliver vi nødt til at se på rammerne, hvis vi skal give dyrene et bedre liv, hvor de er mindre syge. Og det betyder blandt andet, at forbrugerne skal vænne sig til at bruge flere penge på fødevarer, sagde Rune-Christoffer Dragsdahl.

Mere tid til ko og kalv

Som optakt til debatten blev det lagt frem, at antibiotikaforbruget til malkekøer er faldende, imens det er stigende til kalve.

Det kan ifølge Rune-Christoffer Dragsdahl forklares med, at ko og kalv fjernes fra hinanden og skal gøre noget andet end de er beregnet til fra naturens side. Han opfordrede derfor landmændene til at overveje at holde ko og kalv sammen i længere tid, for at gøre kalvene mere robuste.

Helle Slot, der er formand for Dyrlægeforeningens Faggruppe Kvæg, pegede på, at man sagtens kan immunisere kalvene tilstrækkeligt og gøre dem robuste, selvom de fjernes fra deres mor.

- I min optik er hurdlen, at noget af arbejdskraften i landbruget ikke er godt nok uddannet. Det øger risikoen for, at man ikke efterlever procedurer om at sikre god råmælk og korrekt fodring af nyfødte kalve, sagde Helle Slot.

Mere økologi

Ifølge Rune-Christoffer Dragsdahl ligger løsningen i en mindre husdyrproduktion, hvor det konventionelle landbrug udfases til fordel for økologi. Han peger på, at fødevarer fra husdyr skal have en højere pris, så landmanden udstyres med mere handlefrihed til at forebygge fremfor at behandle.

- For de konventionelle landmænd er det tid til at rykke sig nu. Vi ser flere eksempler på, at virksomheder verden over opfører fabrikker, hvor de vil fermentere produkter, som skal sælges som en slags mælkedrik. Den udvikling kan vi ikke bremse, selvom den strider mod vores opfattelse af det naturlige og urørte som det bedste, sagde Rune-Christoffer Dragsdahl.

Generalsekretæren pegede også på, at det kan være en vej frem at lægge afgifter på antibiotika, så landmænd tilskyndes til forebyggelse fremfor behandling. I den forbindelse kan det overvejes at gøre vacciner billigere.

Emneord

Kvægkongres 2022

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle