Venstre: Det haster at få forlænget udlændinges praktikophold

Først om flere måneder ventes lov vedtaget, som forlænger muligheden for at have udenlandske praktikanter ansat i 18 måneder frem for 12 måneder. Står det til Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen, så skal der mere fart på.

I oktober sidste år meldte udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ud, at han havde indgået en aftale med med 3F, GLS-A og Landbrug & Fødevarer omkring udenlandske praktikanter.

En aftale der blandt andet sikrer, at landmænd kan have de udenlandske praktikanter ansat i 18 måneder frem for i dag 12 måneder. Det kræver dog ny lovgivning, at få forlænget fristen, og den lov er altså endnu ikke på plads. Lovudkastet forventes at blive præsenteret i første halvdel af i år, og herefter skal det i gennem de sædvanlige tre lovbehandlinger i Folketinget.

Ifølge Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen, så går det for langsomt.

"Det er godt at vi fik en aftale og tilsagn fra ministeren om godkendelse af praktikanterne, men ministeren har mildt sagt været for langsommelig med at få tingene på plads og nu forlyder det, at der vil gå yderligere et par måneder".

"Kære minister: Det er for langsomt. På med løbeskoene og mere fart på. Der skal sikres hurtigst mulig lovgrundlag for at få godkendt praktikanterne", lyder det fra Venstremanden.

For nylig skrev Landbrugsavisen om den nordjyske svineproducent, Danni Sørensen, der ærgrede sig over, at han her i januar skal sige farvel til to praktikanter, som han gerne ville have beholdt i 18 måneder.

"Arbejdede vi så langsomt, som de gør, ville vores firma jo gå i stå. Men de (politikerne, red.) har jo kun travlt med corona, personsager og det ene og det andet i stedet for at holde verden i gang", sagde han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle