Venstre til Hækkerup: Det må være en fortalelse

Venstre undrer sig over udtalelse af Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, om, at SR-regeringen har været bedre mod landbruget end VK.

Venstre stiller nu spørgsmål til Karen Hækkerups, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, udtalelser i sidste uge om, at SR-regeringen har ført en venligere politik over for landbruget end den tidligere VK-regering.

I et debatindlæg erklærer miljøordfører Henrik Høegh (V) og fødevareordfører Erling Bonnesen (V) sig uenige i Karen Hækkerups udtalelse. Det kan ligefrem undre, at hun ikke er bedre oplyst, skriver de to.

"Der må være tale om en fortalelse fra en Socialdemokrat, der vist havde glemt, at hun ikke længere skal i valgkamp, men i stedet skal i kamp for et mere konkurrencedygtigt landbrug og derfor bør holde sig gode venner med alle Folketingets partier. Venstre har i høj grad øje for landbruget," skriver de to.

Skattelettelser

"Fakta er nemlig, at VK-regeringen gennemførte en række tiltag, der forbedrede forholdene for landbruget og samtidig værnede om miljøet," skriver Henrik Høegh og Erling Bonnesen.

De nævner eksempelvis Venstres jordskattelettelser tilbage i 2010 på 1,2 milliarder kroner.

"I modsætning hertil gik Socialdemokraterne og SF til valg på at hæve skatter og miljøafgifter for landbruget med mindst 1,1 mia. kr. om året. Et glædeligt løftebrud fristes man til at sige," kritiserer de.

Mere kvælstof

"S og SF gik desuden til valg på, at landbruget allerede i 2015 skulle reducere kvælstofforbruget med 19.000 tons, men af hensyn til konkurrenceevnen indførte VK-regeringen udelukkende en reduktion på 9.000 tons," skriver de.

Derudover nævner de  randzoneloven, som Venstre har foreslået afskaffet, ammoniakkravet og forbuddet mod gødskning på §3-områder.

"Det er tydeligt, at regeringen forsøger at pudse sin grønne glorie nu, hvor det er valgår og derfor fører en hård linje overfor landbruget," skriver Henrik Høegh og Erling Bonnesen.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle