Viceformand: Det er første gang, jeg har fået hjælp til en beretning

Thor G. Kofoed er stadig i gang med at skrive beretning, efter at det mandag blev besluttet, at formand Merrild ikke kan afholde beretning på delegeretmøde i L&F.

”Jeg lugtede vel lunten søndag eftermiddag, men det var først mandag, det blev bestemt, at jeg skal aflægge beretningen på delegeretmøde i år”.

Sådan lyder det fra viceformand i Landbrug & Fødevarer, Thor G. Kofoed fra bilen på vej til primærbestyrelsesmøde i Herning tirsdag formiddag.

Efter Martin Merrild blev ramt af corona både selv og på bedriften, har Thor G. Kofoed fået formandens opgaver oven i sine egne viceformandsopgaver og ligger vandret i luften. Situationen i mink er en brændende platform lige nu og der er ekstrem travlhed mens han samtidig skal tænke på at styre gennem et primærbestyrelsesmøde i dag og et delegeretmøde i morgen.

Søndag eftermiddag talte han med Martin Merrild og blev klar over, at han er ramt af corona. Thor G. Kofoed argumenterede for, at Merrild måske kunne afholde beretningen fra et andet lokale og undgå smitterisiko, men mandag morgen stod det fast, at Thor G. Kofoed må aflægge beretningen.

Egne ord

Han vil ikke blot overtage Martin Merrilds beretning.

”Det var en Martin-tale og præget af, at han går af. Nu er det ved at blive en Thor tale, jeg har insisteret på at sætte mit præg på det”, siger han.

Derfor er beretningen i tankerne 24/7 lige nu. Thor G. Kofoed er ikke uvant med opgaven. I 24 år har han aflagt beretning på Frøsektionens generalforsamling, men en ting er anderledes.

”Jeg har altid selv skrevet mine beretninger men typisk arbejdet med dem over flere måneder. Nu er der to dage til det, men jeg får også hjælp. Der er mange med til at kommentere og planlægge, hvordan tingene skal køre, og det tager også tid”, siger han.

Der er selvfølgelig også fordele ved at få hjælp.

”De piller nok lidt af det bornholmske ud, som folk alligevel ikke forstår, det er selvfølgelig en god hjælp, og de har erfaring med at skrive taler”, siger han.

Selv om det har været en hjælp at have Martin Merrilds tale som udgangspunkt, bliver meget lavet om.

Mere klima

Ud over, at klima får en mere fremtrædende plads, vil han ikke afsløre hvad.

Til gengæld er Thor G. Kofoed spændt på, hvordan det bliver at aflægge beretning i en næsten tom sal, hvor man ikke føler publikums indleven.

”Det kunne være godt med noget dåselatter, så man er sikker på, at de forstår min jokes”, siger han i spøg.

 

Emneord

Delegeretmøde 2020

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle