Video: 58 år gammel Massey Ferguson spiser boghvede

Selvom Preben Johansen ikke længere har store marker der skal høstes, skal hans gamle mejetærsker alligevel luftes. 

Da Marianne Johansen og hendes mand Lasse Primdal fredag 27. august kom på besøg hos Mariannes forældrene, blev de noget overrasket over at se, at hele maskinhuset var blevet tømt. 

Mariannes far Preben Johansen havde nemlig besluttet, at det nu var på tide, at familiens gamle Massey Ferguson 500 skulle luftes igen. Og da den stod bagerst i maskinhuset, krævede det lidt arbejde at få den ud. 

"Min mand og far har i flere år talt om, at det kunne være sjovt at høste den stribe boghvede, de har, og da det nu var modent, og vejret var godt, så skulle det være nu, syntes min far", siger Marianne Johansen. 

dyrker blomster og boghvede

Mariannes forældre Preben og Lillian Johansen har tidligere ejet og drevet Elmegården, der ligger ved Frederiks tæt på Viborg, men i 2006 overtog Mariannes søster og svoger bedriften.

Forældrene er derfor flyttet ind på en lille landejendom i nærheden med 1,5 hektar. Og den gamle mejetærsker er selvfølgelig flyttet med.

"Mejetærskeren er fra 1963, men den blev købt brugt i 1974 og har derfor været i familiens eje i 47 år. Sidst den var ude at høste var 21. juli 2014", siger Marianne Johansen og fortsætter:

"Mine forældre har en 4000 m2 stor mark, hvor de dyrker striber af forskellige blomster til bierne og i år også en stribe boghvede. Sidst min far høstede, var det en stribe raps der var på arealet. Jeg er biavler og har et par stader hos mine forældre, så det er primært det vi bruger marken til", fortæller Marianne Johansen. 

startede i første forsøg

Da den gamle mejetærsker havde altså holdt stille i maskinhuset i syv år og spændingen derfor stor, da den skulle startes. 

"Den startede i første forsøg, og min far var lykkelig. Han var som et lille barn efter at komme ud at køre med mejetærskeren igen", griner Marianne Johansen. 

Høsten gik godt, og den gamle mejetærsker kørte lige så godt som altid. Udbyttet blev en murebaljefuld boghvede, som skal sås igen. 

Om succes skal gentages til næste år, vil Marianne Johansen ikke udelukke. 

Med den indsendte video og billederne deltager Marianne Johansen  i konkurrencen Skyd Bedste Video og Skyd Høsten Bedst.

Skyd Høsten er et samarbejde med Gjensidige. Få gode råd til en sikker høst og deltag i vores høstquiz her. Så er du med i lodtrækningen om en DJI Mavic Air 2 Drone til en værdi af 7.990 kroner

Faktaboks

Skyd Høsten 2021

Der er nu lukket for indsendelser til årets konkurrence. Vindere bliver afsløret i LandbrugsAvisen 18. september.

Emneord

Skyd høsten 2021 , video

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle