Wammen placerer ansvar for minksag hos Mogens Jensens ministerium

Manglede der hjemmel til at aflive mink, var det Mogens Jensens ministeriums ansvar at sige det, mener Wammen.

Ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) ligger ansvaret for minksagen klart placeret et sted: Det daværende Miljø- og Fødevareministeriet.

Da regeringstoppen på et møde 3. november sidste år besluttede, at alle mink i Danmark skulle aflives, burde Miljø- og Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, eller minister Mogens Jensen (S) have rakt hånden op ifølge Wammen.

Det forklarede finansministeren for Minkkommissionen fredag.

"Når der er møder i regeringens udvalg, så er det op til det enkelte fagministerium at have styr på juraen og hjemler og andet", sagde Wammen.

"Hvis man i det pågældende fagministerium mener, at der er et problem, så skal man sige til. Hvis man ikke siger til, må de øvrige ministerier gå ud fra, at der ikke er et problem".

Senere blev han adspurgt af Henrik Studsgaards bisidder til mødet 3. november.

Her præciserede han over for hende, da hun udlagde Wammens ord, som om det havde været "rart", hvis Henrik Studsgaard havde nævnt, hvis han var i tvivl om, hvorvidt der var lovgrundlag til at aflive alle mink.

"Jeg har ikke brugt ordet rart. Det havde ikke bare været rart. Det havde været fuldstændig på sin plads. Naturligvis", sagde Nicolai Wammen.

Finansministeren afviste også, at nogle mødedeltagere skulle have grund til at gemme sig.

"Det er også et rum, hvor der sidder de øverste ministre og de øverste embedsmænd i Danmark", sagde Nicolai Wammen.

"Jeg har en klar forventning om, at hvis der sidder nogen i det lokale med viden, der er central for de beslutninger, der bliver truffet, og som gør, at man bliver nødt til at gribe tingene anderledes an, at så siger man det".

"De folk, der sidder der, sidder der, fordi de har det ansvar, der følger med de allerhøjeste stillinger i det danske samfund".

Det daværende Miljø- og Fødevareministeriums departementschef, Henrik Studsgaard, har tidligere forklaret, at det ikke var "top of mind" hos ham at nævne problemer med lovgrundlaget ved at aflive alle mink.

Mogens Jensen har forklaret, at han ikke mener, at han vidste, at der manglede hjemmel til at aflive alle mink.

Miljø- og Fødevareministeriet er siden blev delt op i to ministerier: Miljøministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

/ritzau/

Emneord

minkkommissionen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle