Økoformand om regeringsambitioner: Det kræver seriøse midler

Hans-Erik Jørgensen er glad for regeringens ambitiøse planer på økologiområdet, men regeringen skal hjælpe og der skal knokles.

I den nyligt offentliggjorte regeringsaftale, er målet at fordoble det økologiske areal, fordoble forbruget af øko-varer, og fordoble økologieksporten. 

Og de mål er formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, Hans-Erik Jørgensen, naturligvis glad for. 

”Det er fedt at have nogle ambitiøse målsætninger, og vi vil stå på hovedet for at de kan lykkes”, siger han. 

Men hårdt arbejde fra økologerne er ikke alene nok, siger den fynske formand. For skal forbruget og eksporten øges, skal der arbejdes benhårdt på afsætningsaktiviteterne. 

”Vi er nødt til at have sindssygt meget fokus på markedet. Og så skal vi have forbrugerne med. Ikke bare dem herhjemme, men også i udlandet. Vi er nødt til at have gang i flere afsætningsaktiviteter, end vi hidtil har haft”, siger Hans-Erik Jørgensen. 

Og selv om økologerne har en målsætning om at være verdens bedste håndværkere indenfor økologi, så er det nødvendigt med midler og hjælp til afsætning på forskellige markeder. 

”Der er ingen der skal lægge om, og så stå med hovedet i postkassen, fordi markedet ikke er der. Og det er en skidesvær balance, fordi økologi trods alt er et lille marked. Et marked der vækster fint hvert år, men også et marked der giver nogle bump. Og de bump skal vi gøre alt for ikke bliver alt for store”, siger han. 

Omlæggerne skal nok komme

I forhold til målet om at fordoble det økologiske areal er Hans-Erik Jørgensen fortrøstningsfuld. 

”Jeg er sikker på at landmændene er der, og at de er klar til at lægge om. Bare de kan se at markedet vækster og at forbrugerne er der”, siger han. 

Markedet for økologi har de seneste mange år været i vækst, og Hans-Erik Jørgensen håber altså, at en fortsat og stabil vækst er nok til at tiltrække flere landmænd, hvis efterspørgslen er der. 

På spørgsmålet om, om mere økologi kan hænge sammen med en målsætning om en mindre CO2-udledning, svarer han, at det handler om forskning. 

”Vi kan godt levere klimarigtige økologiske løsninger, men vi er, som alle andre, stadig meget grønne indenfor det felt”, siger formanden. 

Derfor mener han, at der er brug for faste midler målrettet forskning i økologi hvert år. Og gerne for en længere periode ad gangen. 

”Men intet af det her kommer af sig selv. Og skal vi opfylde regeringens ambitiøse målsætninger, og det vil vi meget gerne, så skal der seriøse midler og hårdt arbejde til”, siger Hans-Erik Jørgensen.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle