Økologer står klar til at modtage kontroversielt slam

Regeringen vil bane vej for, at økologiske landmænd kan gøde med spildevandsslam fra husholdningerne. »Det vil være en kæmpe hjælp,« siger Hans Erik Jørgensen, formand for L&Fs økologisektion.

Hans Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevarers Økologisektion, hilser velkommen, at regeringen og Dansk Folkeparti i den nye vækstplan for økologi lægger op til, at forbedre de økologiske landmænds adgang til næringsstoffer.

Det sker blandt andet ved at give økologerne mulighed for at gøde med spildevandsslam i form af ’behandlet husspildevand’.

»Jeg er meget positiv overfor den tanke. Det ville være en kæmpe hjælp for os økologer. Og for mig er det helt logisk, at det spild, vi har i samfundet, det skal vi kunne bruge i den anden ende, så vi får sorteret og genanvendt mest muligt affald fra vores husholdninger,« siger Hans Erik Jørgensen.

Kontroversielt emne

Spørgsmålet om brug af ’behandlet husspildevand’ i økologisk landbrug er, som regeringen og Dansk Folkeparti skriver i aftaleteksten bag vækstplanen ’en kontroversiel dagsorden’.

Men samtidig passer dagsordenen om recirkulering og genanvendelse af næringsstoffer som fod i hose til den økologiske tankegang.

Samtidig har økologerne især øst for Storebælt problemer med at skaffe næringsstoffer nok, så man er henvist til at bruge bl.a. konventionel gylle.

Hans Erik Jørgensen mener derfor, at det er indlysende rigtigt at åbne debatten.

Pilen i rigtig retning

»Der er en masse teknik og jura i det her, men når vi først har fokus på det, ender vi nok med at finde en løsning. Det vigtige er, at pilen peger den rette vej,« siger Hans Erik Jørgensen.

Han er grundlæggende begejstret for vækstplanen for økologi, bortset fra foreslåede ændringer i omlægningstilskuddet.

»Jeg synes, det er fedt og stort, at vi har en regering, der laver en vækstplan for økologien!«

I dag er det ikke tilladt efter EU’s økologiregler at bruge spildevandsslam på økologiske marker.

NB: Redigeret lørdag morgen: Hans Erik Jørgensen er ikke tilfreds med 'alt' i vækstplanen, men er bla. kritisk overfor regeringens forslag om at ændre reglerne for omlægningstilskud, så nuværende økologer ikke får den supplerende omlægningsstøtte til nye arealer, der lægges om til økologi./red.

FAKTA om den nye aftale:

I aftaleteksten står der blandt andet:

  • Der skal findes løsninger, der giver det økologiske landbrug en næringsstofforsyning, der er i bedre balance.
     
  • Ressourcerne bliver løbende begrænset, og derfor er effektiv ressourceudnyttelse og recirkulering nøgleord for hele den fremtidige landbrugs- og fødevareproduktion.
     
  • Økologien mærker allerede nu disse udfordringer, og samtidig er sektoren baseret på nogle værdier og dermed en forbrugermålgruppe, hvor det kan være en værdi i sig selv at bidrage til at udvikle en lokal og selvbærende fødevareproduktion.
     
  • Dansk økologi er afhængig af, at vi tager hul på nødvendige kontroversielle dagsordener som for eksempel økologernes mulighed for at anvende behandlet husspildevand.
     
  • Miljø- og Fødevareministeriet vil arbejde målrettet for at skabe bedre rammevilkår ved at give økologerne bedre adgang til organisk affald, bi- og restprodukter, biomasse fra biogasanlæg og alternative proteinkilder.
     
  • For eksempel via bioraffinering af græs. Det er tiltag, der kan give vidtrækkende muligheder for dansk økologi.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle