63 lodsejere har afgivet landbrugsjord for at genskabe nordsjællandsk sø

Efter tre års forhandlinger har 63 lodsejere nu fundet en aftale, der kan sikre genskabelsen af Søborg Sø.

Søborg Sø har tidligere været Nordsjællands fjerde største sø med et areal på omkring 600 hektar, indtil den blev afvandet til landbrugsjord.

Efter tre års forhandlinger, der har været forsinket på grund af corona, er det nu lykkedes at samle alle nødvendige marker og enge, så Søborg Sø kan blive genoprettet efter at have været afvandet i 230 år.

Det skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse. 

Projektet blev en realitet onsdag eftermiddag, da en dommer i Søborg Forsamlingshus læste kendelsen om statens aftaler med de 63 lodsejere højt hvormed de trådte i kraft officielt.

"Det er altid noget af en kabale at få de sidste aftaler i hus. I slutningen af projektet har vi forhandlet med de lodsejere, som gerne vil beholde deres jord, men som selvfølgelig skal have en kompensation for, at de ikke kan bruge deres arealer, som de er vant til. Det hele foregår frivilligt, og efter tre års forhandlinger, kan vi endelig sige, at de sidste brikker er faldet på plads", siger chefkonsulent i Landbrugsstyrelsen Lars Grumstrup i pressemeddelelsen. 

Landbrugsstyrelsens opgave har været at finde en løsning for lodsejere, der enten ville sælge deres jord eller have en kompensation for, at deres mark eller eng kommer til at stå under vand.

For naturens skyld

En af lodsejerne er Kaare Larsen. Han er også formand for lodsejernes bestyrelse, og han har tidligere fortalt til landbrugsavisen, at han er med i projektet for naturens skyld.

"Jeg mister 125 hektar derude. Det er en fjerdedel det, der er dyrket, men vi giver en perle tilbage til naturen", har han tidligere fortalt.

Genopretningen af søen blev skudt i gang, da projektet blev en del af regeringsgrundlaget i november 2016. Allerede i regeringsgrundlaget blev der lagt vægt på, at genopretningen skulle ske på frivillig basis.

"Arbejdet går ud på at finde ud af, hvad en lodsejer kunne tænke sig for at lade sin jord indgå i projektet. Den slag jordfordeling er altid på frivillig basis, så det kræver, at vi er godt forberedte og klar til at lytte til lodsejernes ønsker", siger Lars Grumstrup.

Afvandet siden 1790

Søborg Sø skal genoprettes for at skabe bedre betingelser for fugle- og dyreliv og for planter. Samtidig får besøgende i området mulighed for store naturoplevelser.

Søborg Sø blev tørlagt ved etableringen af et omfattende kanalsystem.

"Det er en god dag for naturen og fuglelivet i Nordsjælland og et kæmpe skridt videre i realiseringen af et af vores vigtige naturgenopretningsprojekter. Alle gode kræfter har været sat ind for at få jordfordelingen til at gå op ad frivillighedens vej", siger Signe Nepper Larsen, vicedirektør i Naturstyrelsen.

Nu skal der findes entreprenører, der kan anlægge søen, og der skal etableres diger og stier og graves vandløb til og fra søen. Det er forventningen, at Søborg Sø kan være fyldes med vand fra 2023.

Faktaboks

Genopretningen af Søborg Sø

  • Projektet koster cirka 93 millioner kroner og involverer 63 lodsejere
  • Naturgenopretningen omfatter alt i alt et areal på knap 600 hektar. Heraf vil den største del blive en lavvandet sø og resten til ferske enge.
  • Naturstyrelsen arbejder sammen Søborg Sø Landvindingslaug, Gribskov Kommune og Landbrugsstyrelsen om genopretningen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle