Analytiker: Tyske slagtesvin kan falde yderligere

Prisfald på slagtesvin i Tyskland kan meget vel fortsætte, mener dansk analytiker.

Afregningspriserne på slagtesvin i Tyskalnd er de seneste to uger dykket med 13 eurocent svarende til 97 øre og er landet på 14,45 kr., men der kan være yderligere fald i vente.

Det mener Palle Jakobsen fra Agrocom.dk og henviser til mindre afsætning til Italien og et større udbud af slagtesvin som årsag til de fald, der er allerede er set.

"De tyske svineproducenter har haft meget travlt med at tilmelde svin de sidste par uger af frygt for, at coronafrygten vil sparke benene væk under markedet. Antallet af slagtninger er således steget med små 50.000 svin om ugen i marts, og samtidig viser slagtevægten en vigende tendens. Det bekræfter, at svinene bliver tilmeldt hurtigere nu end tidligere på året", fortæller han.

På den baggrund udelukker han ikke yderligere pres på afregningspriserne i de kommende uger og vurderer, at slagtesvin på det tyske marked kan falde til 13,75 kr.

"Men der kommer også en dag, hvor corona-nyhederne tager af og hvor markederne i stedet glæder sig over de mange mange mange milliarder, som strømmer ud af nationalbankerne og regeringerne i disse dage", anfører han.

"Når den dag kommer, er den europæiske svineproduktion stadig mindre, end den var for få år siden og samtidig er dollaren steget, så det er ikke endnu, at vi skal kigge imod bunden i markedet. I stedet fastholder vi, at 2020 bliver en turbulent affære med store prisudsving på et højt niveau", anfører han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle