Andeslagteri stævner Fødevarestyrelse efter fatal rapport

Dan Duck stævner nu Fødevarestyrelsen for et to-cifret millionbeløb som erstatning efter en fejlbehæftet kontrolrapport i december.

Negativ omtale af andeslagteriet Dan Duck stoppede fuldstændig julesalget af slagteriets økologiske ænder, og de økonomiske konsekvenser har været til at tage og føle på.

Derfor er andeslagteriet, med direktør og medejer Hardy Eskildsen i spids, nu gået rettens vej for at få erstatning for de tab, som slagteriet har lidt. Det skriver Folkebladet Lemvig.

"Det er drønærgerligt. Jeg kunne have brugt tiden på så meget andet, der var mere fornuftigt. Men Fødevarestyrelsen har jo ikke været til at få i tale", siger Hardy Eskildsen til mediet om baggrunden for stævningen, som landede på styrelsens bord onsdag morgen.

Stævningen indeholder et erstatningskrav på et to-cifret millionbeløb, Hardy Eskildsen ønsker ikke at komme beløbet nærmere.

Baggrunden er en kontrolrapport, som Fødevarstyrelsen offentliggjorde fem dage før juleaften, hvor de beskrev problemer med hånd-hygiejnen hos medarbejderne. Det fik flere medier til at omtale problemet, og salget gik i stå.

Selvom rapporten og alle anmærkninger blev trukket tilbage i januar, da man opdagede fejl fra Fødevarestyrelsens side, har det betydet et stort økonomisk tab for slagteriet.

"Salget gik totalt i stå 19. december, lige midt i vores vigtigste højsæson, og siden har vi ikke solgt så meget som ét andelår eller -bryst til dagligvarekæderne. Det har kostet os rigtig mange penge", udtalte Hardy Eskildsen i januar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle