Anne Arhnung stopper i Landbrug & Fødevarer på grund af Danbred-sag

Anne Arhnung forlader Landbrug & Fødevarer.

Anne Arhnung siger op som topchef i Landbrug & Fødevarer efter uenighed om håndtering af sexismesag i DanBred, organisationen ejer en del af.

Ifølge pressemeddelelsen sker opsigelsen på grund af uenighed med den øverste politiske ledelse om håndteringen af sagen om sexisme i DanBred.

Det oplyser Anne Arhnung i en pressemeddelelse.  Det skriver TV 2.

Sagen handler om den daværende direktør Danbred, Thomas Muurmann Henriksen, der blev opsagt efter afsløringer om sexchikane rettet mod flere kvinder. 

Landbrug & Fødevarer ejer en del af DanBred og har derved været med til at tage beslutningen om at opsige direktøren. 

"Jeg har, siden denne sag kom til mit kendskab i begyndelsen af sommeren, rådgivet Landbrug & Fødevarers øverste politiske ledelse til at handle ansvarligt ud fra det kodeks for god virksomhedskultur, som jeg selv har stået i spidsen for at implementere i Landbrug & Fødevarers organisation".

"Der har på intet tidspunkt været tvivl eller inkonsistens i min ageren eller i min rådgivning om, hvordan denne sag burde have været håndteret. Desværre har toneangivende valgte i formandskabet – mine arbejdsgivere – ikke lyttet til mig". 

"Denne situation er selvsagt ikke holdbar, og det tager jeg konsekvensen af i dag", siger Anne Arhnung i pressemeddelelsen. 

Landbrug & Fødevarers presseafdeling har bekræftet oplysningen om Anne Arhnungs afgang overfor LandbrugsAvisen.

52-årige Anne Arhnung blev ansat som administrerende direktør i 2018 og har i alt været ansat i organisationen i 25 år.

Ifølge hende selv har hun længe overvejet sin stilling. Men hun har ventet med at tage det endelige skridt, til der var landet en holdbar landbrugsaftale, så hendes fratrædelse ikke kom til at tage fokus fra og skade de afsluttende landbrugsforhandlinger.

"Jeg har været stolt af at stå i spidsen for organisationen og vil også fremover følge landbrugs- og fødevareerhvervet med stor interesse, og jeg håber, at organisationen med formand Søren Søndergaard i spidsen vil sætte nye standarder for den valgte ledelse", siger Anne Arhnung.

Efter Anne Arhnungs opsigelse består direktionen i Landbrug & Fødevarer af Flemming Nør-Pedersen, Lars Daugaard, Morten Boje Hviid og Ejnar Schultz.

LandbrugsAvisen har forsøgt at få kommentarer fra Anne Arhnung og Søren Søndergaard, samt flere andre bestyrelsesmedlemmer, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse. 

Kun bestyrelsesmedlem Lone Andersen tog sin telefon, hun siger: 

"Det er jeg selvfølgelig ærgerlig over, men ellers har jeg ikke nogen kommentarer til det". 

"Har du en kommentar til det, der står i pressemeddelelsen om, at den politiske ledelse i L&F ikke har lyttet til hende?".

"Nej, det har jeg ingen kommentarer til", siger Lone Andersen.

/ritzau

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle